Overtog plads for gidsel: Nu er helte-betjenten død

Fransk betjent, der overtog plads som gidsel under angreb i Sydfrankrig fredag, er død, oplyser minister

Politi ved supermarkedet i Trebes, Aude. Foto: Ritzau Scanpix
Politi ved supermarkedet i Trebes, Aude. Foto: Ritzau Scanpix

Fransk politi har skudt en mand, der fredag formiddag tog gidsler i et supermarked i Sydfrankrig. Forinden skød han mod politi og adskillige andre.

Tre mennesker blev dræbt, siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, fredag aften.

16 blev såret ifølge præsidenten, som kalder hændelsen et "islamistisk terrorangreb". To af de sårede er i kritisk tilstand.

En politimand, som overtog en plads som gidsel fra en kvinde, svævede længe mellem liv og død på et hospital.

Lørdag morgen oplyser den franske regering dog, at betjenten er afgået ved døden.

Gerningsmanden, en 26-årig marokkansk narkopusher ved navn Radouane Lakdim, hævdede, at han var soldat for Islamisk Stat. Han udførte i alt tre separate skyderier, hvor det sidste var under et gidseldrama i et supermarked.

Inden gerningsmanden trængte ind i supermarkedet, havde han stoppet en bilist i den nærliggende by Carcassonne, dræbt bilisten med et skud i hovedet og taget hans bil.

Det oplyser en repræsentant for politifagforeningen SGP til nyhedsbureauet Reuters.

Politiet mener, at det er den samme gerningsmand, der affyrede skud mod en gruppe politimænd, der var ude på en løbetur i Carcassonne.

Gruppen Islamisk Stat hævder, at den står bag et angreb med drab og en gidseltagning i det sydvestlige Frankrig fredag.

- Angriberen var en soldat fra Islamisk Stat, skriver gruppens talerør Amak ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Ifølge Frankrigs indenrigsminister, Gérard Collomb, menes gerningsmanden at have handlet på egen hånd. Han var kendt af myndighederne for småkriminalitet. Men han blev ikke opfattet som en islamistisk trussel.

En kvinde, som boede sammen med den 26-årige, er blevet hentet af politiet til afhøring, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Macron fastslår, at trusselsniveauet i Frankrig stadig er højt. Han har tidligere erklæret, at det har højeste prioritet for den franske regering at bekæmpe "islamistisk terror".

Det blodigste angreb i nyere tid ramte Paris i november 2015, da 130 personer blev dræbt i koordinerede angreb flere steder i den franske hovedstad.

Siden 2015 er 240 mennesker blevet dræbt ved jihadistiske angreb i Frankrig.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kondoleret Frankrigs præsident. Han siger i en erklæring, at angrebet "fylder ham med vrede og sorg."

- Jeg sender mine tanker til ofrene, de pårørende og hele det franske folk, siger han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere