PET: Islamiske krigere kan være kommet til Danmark blandt flygtninge

Den aktuelle flygtningekrise skaber bekymring for, om Islamisk Stat vil udnytte situationen til at sende krigere til Europa

Et arkivbillede af Islamisk Stats medlemmer i parade i Syrien. Foto: AP
Et arkivbillede af Islamisk Stats medlemmer i parade i Syrien. Foto: AP

Efter mange spekulationer bekræfter Politiets Efterretningstjeneste (PET) nu, at der kan være islamiske krigere blandt de flygtninge, der kommer til Danmark fra Syrien og Irak. Det bemærkes videre, at disse personer kan rette angreb mod Danmark.

PET nævner ikke specifikt terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), men den skriftlige kommentar til Ekstra Bladet er ikke til at tage fejl af:

'PET er dog opmærksom på, at der blandt flygtninge fra Syrien/Irak kan være personer, der sympatiserer med militant islamisme, og som kan tænkes at agere på opfordringerne i den militant islamistiske propaganda til at rette angreb mod lande, der deltager i den internationale koalition mod IS, herunder Danmark.'

Se også: Søren Pind: Politiet har handlet korrekt

PET skriver videre:

'PET er meget opmærksom på de mulige konsekvenser af et stigende antal flygtninge fra konfliktområder til Europa, herunder for trusselsbilledet i Danmark.'

'Et stort antal af de aktuelle flygtninge fra Syrien/Irak flygter fra militant islamistiske grupper og vil derfor næppe som udgangspunkt have sympati for militant islamisme.'

Se også: Libysk kilde: IS smugler krigere til Europa på migrantbåde

Trusselsscenariet er ikke ukendt.

I januar talte det amerikanske medie Buzzfeed med en repræsentant for IS, som hævdede, at terrorbevægelsen har smuglet ikke mindre end 4000 jihadister ind i Europa, som er klar til at udføre angreb.

Og i maj meldte Abdul Basit Haroun, rådgiver for den libyske regering, ud, at han var bekendt med, at Islamisk Stat systematisk har sendt jihadister til Europa gemt mellem nordafrikanske bådflygtninge.

- De bruger bådene til deres folk, de gerne vil have ind i Europa. For det er umuligt for europæisk politi at finde ud af, hvem der er fra IS og hvem der er en normal flygtning, udtalte han til BBC.

Se også: Islamisk Stat har taget nordmand som gidsel

Islamisk Stat kontrollerer store områder i Libyen ud til kysten mod Middelhavet, og Haroun har angiveligt sin viden fra samtaler med menneskesmuglere i området.

Det har længe været velkendt, at IS tjener penge på menneskesmuglernes forretninger.

Også Eurojust, EU's  enhed for koordination af retsligt samarbejde, er bekymret for udviklingen.

- Det er en alarmerende situation, fordi smuglingerne bruges til at financiere terrorisme og nogle gange også til at sikre infiltration af medlemmer af Islamisk Stat, siger Michele Coninsx, anklager i Eurojust, til britiske Daily Express.

I januar bekræftede den norske sikkerhedstjeneste PST, at mellem fem og ti af de 1000 FN-kvoteflygtninge, Norge skulle tage imod, var personer med relation til terrorgrupper, herunder Islamisk Stat og Nusra Fronten, der er en del af Al Qaedas terrornetværk.

Se også: USA: IS smugler olie for ti millioner dollar om måneden

PET bemærker i den netop udsendte udtalelse også, at man er opmærksom på truslen fra ekstremister, der er fjendtligt indstillet over for de mange flygtninge, der lige nu kommer ind i Europa:

'Der er i vore nabolande set eksempler på angreb trusler om vold mod flygtninge, indvandrere eller institutioner forbundet hermed, begået af personer, der modsætter sig den aktuelle tilstrømning af flygtninge. PET er opmærksom på, at en sådan udvikling også kan finde sted blandt personer med politisk-ekstremistiske synspunkter i Danmark.'

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen