Politi bekræfter: Terrorangreb i Wien

Politiet oplyser, at der er tale om adskillige gerningsmænd under terrorangreb i Wien. En er stadig på fri fod

Politi bekræfter: Terrorangreb i Wien

FØLG EKSTRA BLADETS LIVE I BUNDEN AF DENNE ARTIKEL ..

Adskillige personer bevæbnet med rifler har mandag aften affyret skud i Wien.

Det bekræfter politiet i Wien på Twitter.

Mindst to civile er døde under skyderier med flere formodede gerningsmænd i Østrigs hovedstad.

Senest er en kvinde død af sine skader, oplyser Wiens borgmester, Michael Ludwig, til tv-stationen ORF ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til tirsdag.

Terrorangreb
Også en formodet gerningsmand er død, og flere andre civile er blevet alvorligt såret.

Det oplyser Østrigs indenrigsminister, Karl Nehammer, på et pressemøde tidligere natten til tirsdag.

Nehammer kalder skyderierne for et terrorangreb.

Østrigs kansler, Sebastian Kurz, kalder på Twitter ligeledes skyderierne for 'et grusomt terrorangreb'.

Politiet oplyser, at skyderiet begyndte omkring klokken 20 på Seitenstettengasse, der ligger centralt i byen.

Gerningsmand på fri fod
I alt har der været skyderi seks forskellige steder, oplyser politiet.

To personer bekræftes altså omkommet, og adskillige meldes såret, heriblandt en betjent.

Tidligere oplyste hospitalschefen i Wien, at 15 var blevet såret, herunder var syv i alvorlig tilstand, skriver nyhedsbureauet Reuters. De tal kan have ændret sig efter det seneste dødsfald.

Én af de mistænkte er blevet skudt og dræbt af politiet. Karl Nehammer siger på pressemødet natten til tirsdag, at mindst en svært bevæbnet gerningsmand er på fri fod.

Alle byens borgere opfordres til at blive hjemme og holde sig fra det centrale Wien, lyder det fra ministeren.

Myndighederne oplyste sent mandag aften til tv-stationen ORT, at en anden formodet gerningsmand var blevet anholdt.

Motivet til angrebet er endnu ukendt.

Det ved vi om angrebet i Wien

  • Flere personer er dræbt og flere personer er sårede.
  • Mindst en politibetjent er blevet skudt i maven og er hårdt såret.
  • En gerningsmand er blevet skudt og dræbt af politiet.
  • Videoer fra området viser gerningsmænd affyre flere skud mod betjente. Politiet bekræfter, at der er affyret adskillige skudsalver.
  • Der har været affyret skud seks forskellige steder i Wien.
  • Det første angreb skete nær en synagoge i Wien. Synagogen var lukket, da angrebet fandt sted.
  • Der er tale om et terrorangreb med flere gerningsmænd, bekræfter Østrigs indenrigsminister Karl Nehammer.

LIVE

LIVE