Sri Lankas politi: Alle mistænkte er anholdt eller dræbt

En række angreb på kirker og hoteller i Sri Lanka kostede i påsken over 250 mennesker livet

Alle personer, der er mistænkt for at stå bag påskens angreb i Sri Lanka eller på anden måde være involveret, er enten blevet anholdt eller er døde.

Det siger Sri Lankas fungerende politichef, Chandana Wickramaratne.

I en lydoptagelse, der er blevet offentliggjort af forsvarsministeriet, siger politichefen desuden, at sikkerhedsstyrker har konfiskeret materialer, der kunne bruges til at lave bomber til fremtidige angreb.

Mere end 250 mennesker mistede livet i angrebene påskemorgen søndag den 21. april. Her blev flere kirker og hoteller sprængt i luften.

En lang række udlændinge var blandt ofrene - herunder tre danske børn.

De srilankanske myndigheder mener, at angrebene blev udført af de små lokale ekstremistiske islamistiske grupper National Thowfeek Jammath (NTJ) og Jamathei Millatu Ibrahim.

Den militante gruppe Islamisk Stat har taget skylden for angrebet.

Efterretningstjenester fra Interpol og otte lande, herunder USA, har indtil videre hjulpet Sri Lanka med efterforskningen.

Det meddelte landets præsident, Maithripala Sirisena, i et interview lørdag.

Her sagde han, at Sri Lanka inden det valg, der efter planen skal finde sted sidst på året, vil 'udrydde terrorisme' og sikre stabilitet.

- Valget kan ikke udskydes, derfor vil jeg inden valget sikre stabilitet og udrydde terrorisme, lyder det fra Sri Lankas præsident Sirisena.

Hjernen bag angrebene påskedag menes at være NTJ-leder Zahran Hashim.

Han døde, da han sprængte sig selv i luften på hotellet Shangri-La i den srilankanske storby Colombo.

Se også: Sri Lanka aflyser gudstjenester af frygt for flere angreb

Krig & katastrofer - 28. apr. 2019 - kl. 08:57 IS tager ansvaret for selvmordsbomber i det østlige Sri Lanka

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere