Svensker bekræftet død i terrorangreb

24 dødsofre fra ni forskellige lande er identificeret, siger de belgiske myndigheder.

En svensk kvinde i 60-års-alderen, som har været savnet siden Bruxelles-angrebet, blev lørdag bekræftet død, skriver nyhedsbureauet TT, som henviser til oplysninger fra det svenske udenrigsministerium.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, siger i en skriftlig erklæring:

- Jeg har i dag med stor sorg modtaget beskeden om, at en svensk statsborger blev dræbt ved tirsdagens terrorangreb i Bruxelles. Jeg sørger med den dødes familie og pårørende i denne svære stund.

Endnu en svensk kvinde savnes efter angrebet.

- Vi har øget personalet, som hjælper til med kontakten mellem de pårørende og de belgiske myndigheder, siger på Anna Björkander, der er kommunikationschef i det svenske udenrigsministerium.

Herhjemme har Udenrigsministeriet ikke modtaget oplysninger om savnede danskere i forbindelse med Bruxelles-angrebene.

31 personer blev dræbt ved angrebene i Bruxelles. Belgisk politi siger ved separate briefinger lørdag i Bruxelles, at 24 dødsofre fra ni forskellige lande er identificeret.

Fire af de dræbte er ikke identificeret. De øvrige tre dræbte er selvmordsbomberne selv - to i lufthavnen og en i metroen.

Omkring 300 personer blev såret ved angrebene - blandt dem en gravid, svensk kvinde, som stadig er indlagt. Kvinden holdes i kunstigt koma på grund af store forbrændinger.

Blandt de øvrige dødsofre er to hollandske søskende, en kineser, en brite og en peruaner. Desuden siger amerikanske embedsmænd, at der er identificeret to dræbte amerikanere.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere