Terror i Spanien: Det ved vi om ofrene

14 mennesker blev dræbt, da terrorister torsdag og fredag angreb byerne Barcelona og Cambrils

Canadiske Ian Moore Wilson med sin kone gennem 53 år, Valerie Wilson. Foto: Privat
Canadiske Ian Moore Wilson med sin kone gennem 53 år, Valerie Wilson. Foto: Privat

En hvid varevogn med reklamer på siden. Et velkendt syn i de fleste europæiske lande og bestemt ikke noget, som ellers er forbundet med fare.

Og derfor var der heller ikke nogen på Barcelonas kendte gågade La Rambla, der så angrebet komme torsdag eftermiddag klokken 17.20.

Det ene sekund nød fodgængerne Ramblaens spraglede liv og farver med de mange aviskiosker, blomsterbutikker og fuglehandlere. Det næste forvandlede den hvide Fiat Talento og terroristen bag rattet gaden til et blodigt virvar af lig og lemlæstede kroppe.

Bilen blev bragt til standsning efter 500 meter. På under 30 sekunder havde endnu et bil-angreb, som den australske premierminister, Malcolm Turnbull, fredag kaldte 'terrorens nye ansigt', kostet 13 mennesker livet og såret over 100. Ofrene stammer fra mere end 35 forskellige lande. Blandt de sårede var også to danskere.

Nedenfor kan du læse, hvad vi ved om ofrene indtil videre:

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

De mistede også livet i Barcelona

Pepita Codina, 75 år, fra Spanien.

Carmen Lopardo, 80 år, fra Argentina.

Silvina Alejandra Pereyra, 40 år, fra Spanien.

Identiteten på de sidste fire ofre er endnu ikke offentliggjort, men ifølge The Telegraph og AP er et treårigt barn blandt de dræbte.

Tidligt fredag morgen ramte endnu et angreb Spanien, da fem formodede terrorister kørte en Audi A3 ind i en folkemængde i byen Cambrils syd for Barcelona.

Angrebet kostede den 61-årige spanske kvinde Ana María Suárez livet.

De formodede terrorister blev efterfølgende dræbt af det spanske politi.

Det ved om angrebene i Spanien

Spansk politi er i færd med at efterforske to angreb i Barcelona og byen Cambrils, der har kostet i alt 14 personer livet og såret over 100.

Her følger et overblik over begivenhederne og efterforskningen indtil videre.

Angrebene:

* Torsdag kører en varevogn ind på Las Rambles i Barcelona og kører adskillige ned. 13 personer mister livet. Op mod 100 bliver såret. Føreren flygter til fods.

Om aftenen finder myndighederne i Vic, en lille by uden for Barcelona, en anden varevogn, som menes at være brugt som flugtbil.

Samme aften affyrer politiet skud mod en mand i en bil, som ikke standser ved en vejafspærring i Barcelona. Bilens ejer, en spansk mand, bliver fundet død af knivsår. Politiet mener, at føreren af bilen, der flygtede, kan have forbindelse til angrebet i Barcelona.

* Fredag skyder politiet fem personer i Cambrils, der ligger cirka 120 kilometer syd for Barcelona, efter at de kører ind i fodgængere og politibetjente. En kvinde dør, og adskillige bliver såret.

Mistænkte:

* Politiet har anholdt fire personer - tre marokkanere og en borger fra Melilla, en spansk enklave på Marokkos middelhavskyst. De er mellem 21 og 34 år gamle.

* Fredag kom politiet med detaljer om fire mænd, som de havde efterlyst. De levede i Ripoll, en nordcatalonsk by tæt på den franske grænse, og var angiveligt alle marokkanere: 17-årige Moussa Oukabir, 18-årige Said Aallaa, 22-årige Yones Abouyaaqoub og 24-årige Mohamed Hychami.

* Tre af mændene blev dræbt i Cambrils. Abouyaaqoub er stadig efterlyst af politiet. Spanske medier har rapporteret, at Abouyaaqoub muligvis var føreren af varevognen i Barcelona.

* Lørdag aften efterlyste spansk politi to yderligere personer, som menes at have forbindelse til terrorangrebet.

* Islamisk Stat hævder at stå bag angrebet. Gruppen har via dens nyhedsbureau Amaq udtalt, at angriberne handlede "som reaktion på et kald om at målrette angreb mod koalitionsstater".

Det er en reference til den amerikanskledede koalition mod den sunnimuslimske militante gruppe.

Spanien har adskillige hundrede soldater i Irak, der træner lokale styrker i kampen mod Islamisk Stat.

De mistænktes planer om angreb:

* Spansk politi mener, at de mistænkte gerningsmænd har forbindelse til et hus i Alcanar, der ligger sydvest for Barcelona.

Det blev ramt af en eksplosion kort før midnat onsdag. En, måske to beboere blev dræbt i eksplosionen.

* Huset blev benyttet, mener politiet, til at planlægge en eller flere større angreb i Barcelona. Det skulle muligvis ske ved brug af et lager af butangas-beholdere der var opbevaret i huset.

* Eksplosionen, der tilsyneladende var utilsigtet, tvang de sammensvorne til at skalere deres plan ned og gennemføre et mere forjaget angreb, siger politiet.

* Spaniens indenrigsminister, Juan Ignacio Zoido, sagde lørdag, at myndighederne mente, at den militante gruppe bag angrebet i Barcelona var blevet opløst.

Kilde: Reuters.