Terror præger sommeren i Europa: Stopper det aldrig?

Bare i juli er Europa blevet ramt af fire terrorangreb, som Islamisk Stat hævder at stå bag

Frankrig blev tirsdag ramt af endnu et terrorangreb, da to mænd tog tre personer som gidsler i en katolsk kirke i byen Saint-Etienne-du-Rouvray.

En mørk sky af terror hænger over Europa i disse sommerdage, hvor angrebene efterhånden falder på stribe.

Så sent som tirsdag formiddag blev Frankrig ramt af endnu et angreb, da to mænd tog tre personer som gidsler i en katolsk kirke i byen Saint-Etienne-du-Rouvray. Mindst et gidsel, en præst, blev dræbt, inden politiet skød og dræbte gidesltagerne.

Islamisk Stat tog efterfølgende skylden for angrebet, og Frankrigs præsident, François Hollande, sagde, at de to gerningsmænd erklærede et tilhørsforhold til den ekstremistiske gruppe.

- Daesh (Islamisk Stat, red.) har erklæret krig mod os. Vi må kæmpe denne krig med alle midler under respekt for loven, som gør os til et demokrati, sagde Hollande på et pressemøde.

Paven har fordømt gidseltagningen, som Vatikanet kalder ekstra uhyrlig, da angrebet var rettet mod et helligt sted.

Se også: Nye detaljer om kirke-terror: De filmede det hele

IS tager ansvar for det hele
Angrebet mod den katolske kirke er blot det seneste i en række af angreb mod Europa, som Islamisk Stat hævder at stå bag. Bare i denne måned er Europa blevet ramt af fire terrorangreb mod Frankrig og Tyskland.

84 mennesker mistede livet i Nice 14. juli, da en terrorist pløjede gennem en folkemængde i en lastbil.

Få dage efter gik en 17-årig amok med en økse i et passagertog 18. juli i Würzburg i Tyskland. Her blev 5 såret, heraf 4 alvorligt.

Og natten til mandag sprængte en 27-årig syrisk flygtning sig selv i luften i den tyske by Ansbach. Bomben dræbte den 27-årige, mens 12 tilfældige blev såret.

Angrebene har det tilfælles, at metoderne er simple, og at Islamisk Stat efterfølgende har taget skylden.

Men selvom IS tager skyld for angrebene, betyder det ikke nødvendigvis, at det er dem, der står bag. Ifølge den dansk-kurdiske journalist og forfatter Deniz B. Serinci er IS nemlig slet ikke så stærke, som de giver udtryk for.

- Der er ikke nogen tvivl om, at Islamisk Stat prøver at få sig selv til at fremstå stærkere, end de reelt er. IS er ikke så stærke, at de kan stå bag flere angreb flere steder i verden på samme tid. Men ved at tage ansvar fremstår de stærkere, siger han.

Se også: Kilde: Mand bag angreb i fransk kirke var terrorsigtet

Flytter fokus fra nederlag
De mange terrorangreb, som IS tager skylden for, er ifølge Deniz B. Serinci et resultat af Islamisk Stats forsøg på at fjerne fokus fra de nederlag, som de oplever i Mellemøsten.

- IS er pressede, fordi de hele tiden går mere og mere tilbage. De har mistet 45 procent af, hvad de havde i Irak og 25 procent af hvad de havde i Syrien, siger han og tilføjer:

 

- Det gør, at de vil flytte fokus fra de pinlige nederlag ved at angribe folk i vesten eller tage ansvar for angreb, som de måske ikke har begået. For så begynder vi i vesten at høre om IS i forbindelse terrorangrebene og ikke i forbindelse med deres nederlag i mellemøsten, som jo ellers ville give et billede af et svagt IS. Vi får tværtimod et billede at et stærkt IS.

De simple metoder, som er blevet benyttet i de seneste terrorangreb, lastbil, økse og knive, er ifølge Deniz B. Serinci endnu et tegn på, at IS er pressede. 

- Når de er pressede og desperate gør de brug af de nemme metoder, de har til rådighed. Hvis IS skulle gå i krig mod vesten, ville de ikke kunne vinde. De angriber og forsvinder. De bruger terror, fordi terror er et nemt middel.

Politiets specialstyrker ankommer til Ansbach, efter en syrisk flygtning sprang sig selv i luften søndag. Foto: AP Terror - 25. jul. 2016 - kl. 12:12 Voldsbølge over Europa: Terrorisme smitter

Det smitter
Deniz B. Serinci er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se flere angreb eller forsøg på angreb, som dem vi har set i løbet af sommeren.

- IS kan se, at de får det ud af det, som de ønsker. De udnytter mediedækningen og den omtale, de får. Som samfund bliver vi nærmest lammede, når der sker et terrorangreb, siger han.

Terrorforsker Carsten Bagge Laustsen forklarede i går, at de mange terrorangreb har en afsmittende effekt på hinanden, ligesom Islamisk Stats gentagende opfordringer til at lave angreb mod Europa også har medskyld i de mange dræbte og døde.

- Opfordringen til at begå terror virker, fordi der er nogen, der føler sig kaldet af IS religiøse propoganda. Når Islamisk Stat siger, de ønsker terrorangreb i Europa, har det en betydning, fordi man i nogle radikalt islamistiske miljøer ser Islamisk Stat som en form for autoritet. Samtidig har de enkelte terrorangreb en afsmittende effekt, der kan inspirere især ensomme ulve til at udføre terror, siger han.

1 af 2 Frankrig blev tirsdag ramt af endnu et terrorangreb, da to mænd tog tre personer som gidsler i en katolsk kirke i byen Saint-Etienne-du-Rouvray. Foto: AP.
2 af 2 Frankrig blev tirsdag ramt af endnu et terrorangreb, da to mænd tog tre personer som gidsler i en katolsk kirke i byen Saint-Etienne-du-Rouvray. Foto: AP.
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen