Terrorangreb på bedende muslimer: To gerningsmænd brugte AK 47-riffel

Canadas premierminister Justin Trudeau fordømmer angrebet i en moské i Quebec, hvor seks personer søndag aften blev mejet ned af terrorister

To personer er anholdt efter angrebet i en moské i Quebec, Canada. (Video: AP)

Det var et terrorangreb, da to gerningsmænd, som blandt andet var bevæbnet med AK-47-rifler søndag aften gik til angreb på muslimer i en moské i den canadiske storby Quebec.

Det fortæller Canadas premierminister Justin Trudeau, som fordømmer angrebet i en erklæring.

- Det var med chok, sorg og vrede, at jeg hørte om denne aftens tragiske og fatale skudepisode. Vi fordømmer dette terrorangreb på muslimer, som skete på et centralt sted for tilbedelse og tilflugt, siger Trudeau, som også sender en hilsen fra sin kone, Sophie Trudeau.

Seks muslimer blev dræbt og otte såret. De dræbte er mellem 35 og 70 år.

- På vegne af alle canadiere, giver Sophie og jeg vore dybeste kondolencer til familie og venner til alle dem, der er døde, og vi beder om, at de tilskadekomne kommer sig hurtigt, fortsætter premierministeren.

Quebecs premierminister Phillipe Couiliard betegner også angrebet som en regulær terrorhandling. Også canadisk politi efterforsker sagen som en terrorhandling.

Vidner oplyser til flere canadiske medier, at gerningsmændene råbte Allahu akbar (Gud er stor - red.) under det blodige angreb.

Der var hovedsageligt mænd til stede i mosken. Det rapporteres også, at enkelte børn opholdt sig i bygningen.

Mohamed Yangui, som kommer i moskéen, var ikke selv til stede i moskeen under skyderiet, men oplyser til lokale medier, at han modtog flere desperate telefonopkald under aftenbønnen.

Han kendte umiddelbart efter skyderiet ikke det præcise antal af tilskadekomne, da mange er blevet bragt til forskellige hospitaler i byen.

Et vidne fortæller, at en af gerningsmændene bevidst skød efter nogle af de personer i kirken, som var optaget af bøn.

 

Myndighederne har senere officielt bekræftet, at der er seks dræbte.

To anholdt
Politiet oplyser, at to personer er blevet anholdt i forbindelse med skyderiet. Vidner fortæller til lokale medier, at tre bevæbnede mænd var involveret i skyderiet.

Hændelsen fandt sted omkring klokken 20 søndag lokal tid. Der var på det tidspunkt omkring 40 personer i moskeen ifølge Reuters.

Quebec er hovedstaden i provinsen Quebec. Der bor godt en halv million mennesker i byen.

Mandag aften vil Canada sørge over de dræbte.

Folk er rystede
- I aften sørger canadierne over de, der er blevet dræbt i et kujonagtigt angreb mod en moske, skriver Justin Trudeau blandt andet på Twitter.

- Canadiske muslimer er en vigtig del af vor nations dna, og disse følelseskolde handlinger hører ikke hjemme i vort fællesskab, vore byer og i vort land. Canadiske politimyndigheder vil beskytte alle canadieres rettigheder og vil gøre alt, hvad der er muligt for at pågribe gerningsmændene til denne forbrydelse og til alle intolerante handlinger i øvrigt, siger Trudeau.

21-årige Anette Kruge fra Norge bor tæt på gerningsstedet. Hun fortæller til den norske avis VG:

- Folk er tydeligt chokerede og rystede over det skete.

Modviljen mod muslimer er de seneste år vokset i Canada.

I 2015 var et forbud mod niqab - der dækker hele ansigtet med undtagelse af øjnene - et stort tema i valgkampen, især i Quebec. Et stort flertal var for et forbud i det offentlige rum.

Masseskyderier er sjældne i Canada, men der har været flere tilfælde af hærværk mod moskeer.

* I 2013 blev en moské i Quebec-provinsen udsat for hærværk og overdynget med griseblod.

* I 2015 blev der sat ild til en moské i Ontario-provinsen. Det skete dagen efter angrebet i Paris 13. november.

* I 2016 blev et afskåret grisehoved efterladt foran den moské, der søndag blev angrebet. Det skete under ramadanen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere