Terrormistanke lukker Eiffeltårnet

En mistænkelig mand har fået myndighederne til at lukke ned for det franske vartegn

Eiffeltårnet er lukket for offentligheden, efter en mistænkelig mand er blevet observeret. (Foto: Roman Gorielov)
Eiffeltårnet er lukket for offentligheden, efter en mistænkelig mand er blevet observeret. (Foto: Roman Gorielov)

De mange mennesker, der søndag stod foran Eiffeltårnet i Paris, for at komme op i den historiske bygning måtte skuffet erkende, at det ikke var muligt.

Søndag formiddag ved ni-tiden blev Eiffeltårnet nemlig lukket for offentligheden kort før det skulle have åbnet, da en mistænkelig mand var blevet observeret bryde ind i attraktionen.

Det skriver det franske medie Le Parisien.

Ifølge mediet bar manden en stor rygsæk, og hans ærinde kendes endnu ikke, hvorfor man for en sikkerheds syld valgte at lukke for offentligheden.

Der spekuleres dog i, at manden, 'blot' kan have været en ekstremsportsudøver, der ville basejumpe fra det berømte monument.

Det er ulovligt, men ikke desto mindre er det mere end 300 meter høje tårn en populær destination for adrenalin-junkier. Tilbage i 2005 døde en norsk basejumper, da et faldskærmsudspring fra Eiffeltårnet gik galt, skrive Le Parisien.

De franske myndigheder havde antiterrorkorpset på plads og sendte en helikopter på vingerne for at inspicere tårnet, men den mistænkelige mand er endnu ikke blevet fundet.

Eiffeltårnet har tidligere været udsat for terrortrusler, og Frankrig er i det hele taget i højeste beredskab efter flere terrorangreb i år.