To mistænkte bag Bruxelles-angreb sigtet for terror

Belgien har sigtet yderligere to mænd for overtrædelse af terrorloven i forbindelse med Bruxelles-angrebene

Videoen her er optaget kort efter, bomberne sprang i lufthavnen

Belgiens statsanklager oplyser tirsdag, at to mænd, som er anholdt i forbindelse med angrebene i Bruxelles i marts, bliver sigtet for terrorisme.

Samtidig oplyser anklageren, at myndighederne mener, at de to mænd har haft forbindelser til et lejet hus i den belgiske hovedstad, hvor gerningsmændene har opholdt sig forud for angrebene.

- De er sigtet for at deltage i terrorvirksomhed, terrordrab og forsøg på terrordrab, oplyser statsanklageren i en erklæring.

Belgisk politi ransagede det formodede lejede hus på en adresse på Avenue des Casernes i Etterbeek-området i Bruxlees i lørdags, men fandt hverken våben eller sprængstoffer.

22. marts blev 32 mennesker dræbt i angreb på henholdsvis Zaventem-lufthavnen og i et tog på metrostationen Maelbeck.

Anklageren har identificeret de to mænd som Smail F., der er født i 1984, og Ibrahim F., der er født i 1988. Det vides ikke, hvornår de to blev anholdt.

Fire andre mistænkte i sagen blev tilbageholdt fredag.

Det gælder blandt andre Mohamed Abrini, som ifølge efterforskere har tilstået at have anbragt en bombe i lufthavnen, og Osama Krayem, som mistænkes for at have købt de tasker, som gerningsmændene brugte.

Mohamed Abrini var også eftersøgt i forbindelse med angrebene i Paris i november, som dræbte 130 mennesker.

Islamisk Stat (IS) har taget skylden for både angrebene i Paris og Bruxelles.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere