USB-stik afslører: Danskere var 'krigere' for Islamisk Stat

Seks danskere tiltalt som Syrienkrigere: En fik træning i bombesprængninger - tre var i decideret kamp

Alle seks danske mænd er tiltalt for at have ladet sig hverve til Islamisk Stat under deres ophold i Syrien. Tre af dem står tiltalt for at have været i kamp for terrororganisationen. Arkivfoto: AP
Alle seks danske mænd er tiltalt for at have ladet sig hverve til Islamisk Stat under deres ophold i Syrien. Tre af dem står tiltalt for at have været i kamp for terrororganisationen. Arkivfoto: AP

En fik specifikt bombetræning. To rejste sammen til krigszonen. Tre var i væbnet kamp.

Men fælles for de seks danskere, der er blevet tiltalt for at have ladet sig hverve til Islamisk Stat er, at de alle indskrev sig som krigere for terrorgruppen via IS' medlemsregister.

Det afslører anklageskrifterne mod de seks danske mænd, der i sidste uge blev tiltalt i den omfattende sag, der har været efterforsket i over et år.

Siden påsken sidste år har i alt seks danske mænd siddet fængslet og mistænkt for at have ladet sig hverve som Syrienkrigere for Islamisk Stat.

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i de pågældende anklageskrifter mod mændene, der er i alderen 21 til 29 år og kommer forskellige steder fra i landet.

Se også: Tiltale: Seks kæmpede for Islamisk Stat i Syrien

Registrerede sig som 'kæmper'
Af anklageskrifterne fremgår, at alle seks er tiltalt for i kortere eller længere perioder tilbage i 2013 og 2014 at være rejst ind i Syrien, hvor de modtog træning i brug af våben og blev oplært i at begå terrorhandlinger.

Det fremgår også, hvordan samtlige seks mænd lod sig indskrive hos Islamisk Stat via terrorgruppens indmeldelsesblanketter under titlen som 'kæmper' eller 'kriger'. En velkendt procedure hos IS, når nye rekrutter krydser grænsen til krigszonen for at kæmpe under den sorte fane.

Det var et omfattende medlemsregister af IS' krigere, der i sin tid bragte de danske myndigheder på sporet af de seks mænd. Via en USB-stik tilvejebragt af den amerikanske efterretningstjeneste, stod flere danskere nemlig registreret som IS-krigere. Det oplyser vicestatsadvokat anders Riisager til Ekstra Bladet.

Det var fra samme USB, at også dansk-tyrkeren Enes Ciftcti, nu Hamza Cakan, også blev afsløret. Også han havde indskrevet sig som 'kæmper' i registret, hvor man ellers kan vælge at blive 'martyr' eller 'bombebæltebærer'.

- Alle seks sager er frembragt via Islamisk Stats medlemskartotek over deres udenlandske krigere. Her var de omtalte danskere registreret, lyder det fra vicestatsadvokaten om de seks danske mænd, der alle har familiemæssige rødder til udlandet. De risikerer nu at miste deres danske statsborgerskab, når sagen når til retslokalet.

Se også: Tre formodede syrienkrigere skal blive bag tremmer

Plejede de sårede IS-krigere
Ifølge anklagemyndigheden rejste alle seks mænd til Syrien og modtog våbentræning. Samtlige seks er også tiltalt for at fremme terrorgruppens virksomhed ved at have ageret 'velgørenhedsarbejdere' for IS ved 'uddeling af mad, vand og tøj, opbygning af huse og pasning af sårede', står der i anklageskrifterne.

Uddeling af mad var et argument som den nu dømte syrienkriger, tidligere pizzabager i Tune, Enes Ciftcti, brugte under retssagen mod ham, inden han som den første dansker herhjemme senere blev dømt skyldig og frataget sit danske statsborgerskab.

Se også: Ung kvinde anholdt - ville rejse til Syrien  

Tre i kamp som krigere
I alt tre af de tiltalte, en 22-årig og to på 26 år, er tiltalt for at have været i decideret kamp for Islamisk Stat. Det skete da den 22-årige, der kommer fra Københavns Vestegn, var i Syrien i hele ti måneder. Den ene 26-årige har ifølge anklagen også 'deltaget i kamphandlinger for IS'. Det var han under sit ophold på fem måneder fra september 2013 til februar 2014, mens den anden 26-årige - også fra Københavns Vestegn - hele to gange rejste til Syrien og var i kamp for IS.

Også en 25-årig mand fra Aarhus-området lod sig i en periode på blot 14 dage hverve til den frygtede organisation. Her fremgår det i anklageskriftet, at han modtog træning i våbenbrug, hvilket også indbefattede træning af 'bombesprængninger'.

Selvom de alle rejste af sted fra Danmark til Syrien i nogenlunde samme periode, vides det pt. ikke, om og i tilfælde hvilken, relation de har til hinanden.

Kun to af mændene, en 21-årig og en 29-årig, begge fra Københavns Nordvestkvarter, rejste tilsyneladende sammen, da de tog af sted i juli 2013 og fløj med samme fly, men alle seks nægter sig skyldige i anklagerne.

Retssagerne, der endnu ikke er berammet, vil køre både ved Retten i Glostrup, i Aarhus og i København.

1 af 2 Alle blev oplært i at udføre terrorhandlinger. Tre var i kamp for IS, mens en blev trænet i bombesprængninger, lyder det i anklageskriftet. Arkivfoto: AP
2 af 2 Alle seks danske mænd er tiltalt for at have ladet sig hverve til Islamisk Stat under deres ophold i Syrien. Tre af dem står tiltalt for at have været i kamp for terrororganisationen. Arkivfoto: AP
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen