Verden holder vejret: Historisk by kan blive offer for IS' propagandakrig

Alverdens eksperter frygter, at Islamisk Stat smadrer 2000 år gammel by

Onsdag var der voldsomme kampe ved Palmyra. (Video: AP)

Den frygtede og berygtede gruppe Islamisk Stat fortsætter ufortrødent sin fremrykning i Syrien, og torsdag kom det frem, at over halvdelen af landet nu er kontrolleret af den islamistiske gruppe.

Se også: IS har næsten vundet kontrol over historisk by

Blandt de nyeste erobringer tæller blandt andet byen Palmyra, som optræder på UNESCOs Verdensarvsliste.

Hele verden frygter derfor nu, at Islamisk Stat vil ødelægge de unikke ruiner, ligesom de tidligere har ødelagt uvurderlig kulturarv, som aldrig vil kunne erstattes igen.

(Foto: AP) Terror - 26. feb. 2015 - kl. 20:00 TV: Her smadrer Islamisk Stat antikke kunstgenstande

En af dem, der deler de bekymringer, er Ingolf Thuesen, der er institutleder ved Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Han er uddannet arkæolog og har selv i flere omgange besøgt ruinerne i Palmyra.

- Hvis vi mister de monumenter, mister vi en af de store kulturoplevelser, du kan have af at rejse i ørkenen i Mellemøsten. Og vi mister en masse dokumentation og historie om, hvad der skete for 2000 år siden, siger han til Ekstra Bladet.

Se også: Islamisk Stat smadrer på ny kulturskatte fra oldtiden

Ligesom en drøm
Han fortæller, at byen placering og de utrolig velbevarede bygninger gør byen til en helt særlig oplevelse.

- Det er en fantastisk arkæologisk ruin, som ligger ude midt i den syriske ørken. Der er en oase midt i ingenting, hvor der ellers bare er sand og ørken, og der opstod for 2000 år siden opstod der en fantastisk by, hvor man byggede ligesom romerne gjorde.

- Det er ligesom en drøm at komme kørende ude i ørkenen, og så dukker der bare en civilisation op midt i det hele. Derfor er den også blevet et must for alle, der rejser i den del af verden. Hvis man rejser i Syrien, skal man se Palmyra, siger han.

Se også: Islamisk Stat kontrollerer halvdelen af Syrien

Selvom der er blevet forsket meget i området, er der stadig meget nyt man kan lære fra byen, og en by som Palmyra vil aldrig kunne blive erstattet, lyder det fra forskeren.

- Det kan godt være, man kan bygge noget lignende ved siden af igen, men det bliver aldrig det samme. Det at det i sig selv har stået der i 2000 år er meget imponerende, og derfor er vi mange, der bliver meget grebet af at besøge stedet, fordi det har en patina af gammel kultur.

Propagandakrig
Han frygter, at det netop er på grund af Vestens store interesse i byen, at Islamisk Stat kunne finde på at ødelægge den værdifulde kulturarv.

- De går bevidst efter nogle monumenter, som de ved, at vi godt kan lide, og som syrerne også selv kan lide. Det er en måde at lave propaganda på at ødelægge noget, som betyder noget for hele verden. Det ville svare lidt til at ødelægge domkirken eller Marmorkirken i København, eller save Jellingestenen i stykker. Det ville genere mange danskere, og måske også mange i Nordeuropa, siger Ingolf Thuesen.

Han fortæller, at Islamisk Stat på den måde bruger unik historie til at vise styrke over for omverdenen.

- Det er en del af en propaganda-krigsførelse fra deres side, for de kan rekruttere tilhængere ved, at der er nogen, der bliver imponeret over, at de kan ødelægge sådan nogle ting. Og andre synes, de er fantastiske, fordi de virkelig kan genere os andre, så det er en måde at hverve nye medlemmer på, siger han.

Se også: Netto-bil fanget i parade for Islamisk Stat

For alverdens forskere, så som Ingolf Thuesen selv, er det også frustrerende bare at kunne se magtesløs til, mens alverdens fortidslevn bliver ødelagt i en propagandakrig.

- Vi kan jo ikke gøre noget, vi kan bare se på det. Så det er ikke spændende, siger han.

Ingen skade sket - endnu
På trods af at hele Palmyra efter sigende er faldet i hænderne på Islamisk Stat, er der endnu ikke meldinger om, at gruppen skulle have ødelagt nogen af de unikke monumenter.

Hele verdenssamfundet frygter dog, at det vil ske, efter at gruppen blandt andet i februar offentliggjorde en video, hvor det fremgik, at de smadrede værdifulde genstande på et museum i Mosul i Irak.

Efterfølgende har en irakisk talsmand og flere eksperter dog sået tvivl om, hvorvidt der blot var tale om kopier, da gruppen smadrede løs i profetens navn for at smadre figurer, der lignede gamle guder.

(Foto: AP) Samfund - 14. mar. 2015 - kl. 22:22 Medie: Islamisk Stat smadrede ikke antik kunst

Onsdag var der voldsomme kampe mod Islamisk Stat i byen Benghazi i Libyen. (Video: Ritzau)

1 af 2 Arkivfoto: AP
2 af 2 Den unikke by Palmyra risikerer at blive destrueret efter at være faldet i hænderne på Islamisk Stat. (Arkivfoto: AP)