Tjek dit boliglån – der er store penge at spare

De stigende boligpriser gemmer på en stor og nem besparelse for boligejerne

Der er mange penge at spare på dit boliglån på grund af de stigende boligpriser. Foto: Mogens Flindt
Der er mange penge at spare på dit boliglån på grund af de stigende boligpriser. Foto: Mogens Flindt

De stigende boligpriser gennem de sidste to-tre år giver dig mulighed for at score en hurtig gevinst på dit boliglån.

De fleste boligejere har både et billigt realkreditlån op til 80 pct. af boligens værdi, og et dyrt banklån til at dække resten.

Fidusen ved de stigende priser er, at du med stor sandsynlighed kan skifte dit dyre banklån ud med et billigt realkreditlån.

- Besparelsen er at finde ved at gennemgå, hvordan din bolig er finansieret. Har du belånt din bolig, vil du opleve, at en stigning i boligpriser medfører et fald i belåningsgrad. Det kan betyde at de relativt dyre banklån kan konverteres til realkredit, eller at dit realkreditlån kan blive billigere i bidragssats, siger John Norden, partner i Mybanker.

Sparer 9.030 kr.
Han nævner et eksempel , hvor en ejerlejlighed er steget med 27 pct. i værdi siden 2011.

Den har oprindelig kostet 2 millioner kroner er er belånt med et realkreditlån på 1,6 millioner kr. og et banklån på 300.000 kr.

De stigende boligpriser betyder, at lejligheden i dag er godt 2,5 millioner kr. værd. Det betyder, at ejeren nu kan skifte det dyre banklån ud med et tillægslån i realkreditinstuttet.

Den enkle manøvre betyder, at han sparer ikke mindre end 9.030 kr. om året.

- Som det kan ses, muliggør værdistigningen en omlægning af boligkreditten til et realkredit tillægslån. Denne omlægning betyder en gennemsnitlig årlig besparelse på over 9.000 kr. i det her tilfælde, siger John Norden.

Gælder også parcelhuse
I beregning af renteforskellen er der  taget udgangspunkt i et Nykredit/Totalkredit F5 afdragsfrit tillægslån med en ÅOP på 2,0 og en boligkredit med en ÅOP på 5,0.

- Samme manøvre kan naturligvis også foretages, hvis du bor i parcelhus. Her er priserne i samme periode steget med 7,6 pct. på landsplan, påpeger John Norden.

Ekstra gevinst
Men det er ikke den eneste gevinst, der er at hente.

Når du omlægger et realkreditlån eller optager et tillægslån, opstår en anden mulig fordel. Det udløser nemlig i mange tilfælde en ny vurdering af din bolig, der vil vise en lavere belåningsgrad, altså at gælden udgør en mindre del af boligens værdi.

- Når belåningsgraden falder, betyder det en lavere bidragssats, der i øjeblikket er den største omkostning på mange realkreditlån, siger John Norden.

Sparer 3.562 kr. ekstra
Den lavere belåningsgrad betyder, at der i eksemplet fra før kan spares yderligere 3.562 kr. blot ved en ny vurdering, fordi bidragssatsen falder fra 1,025 pct. til 0,802 pct..

- Dette rejser spørgsmålet, om det ikke burde være muligt at få lavet en ny vurdering, selvom man hverken ønsker et tillægslån eller at omlægge lånet. Den  mulighed findes ikke hos de fleste realkreditinstitutter i dag, siger John Norden.

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere