To mænd er anholdt i sag om drab på fransk politibetjent

Søndag er to blevet anholdt i forbindelse med drab på betjent under narkorazzia i sidste uge, oplyser kilder

Drabet på en politibetjent har rystet den sydfranske by Avignon, skriver det franske nyhedsbureau AFP. Søndag samledes hundredvis af borgere foran politistationen i byen for at mindes Eric Masson, der blev dræbt af skud under en narkorazzia i sidste uge. Søndag er to mistænkte personer blevet anholdt. 
 Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Drabet på en politibetjent har rystet den sydfranske by Avignon, skriver det franske nyhedsbureau AFP. Søndag samledes hundredvis af borgere foran politistationen i byen for at mindes Eric Masson, der blev dræbt af skud under en narkorazzia i sidste uge. Søndag er to mistænkte personer blevet anholdt. Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

Fransk politi har anholdt to mænd, som menes at stå bag et drab på en politibetjent onsdag i sidste uge i byen Avignon.

Det oplyser kilder tæt på sagen.

De to personer blev anholdt cirka 20 kilometer uden for Avignon. Den ene menes at have affyret det dræbende skud, mens den anden menes at være en medsammensvoren, oplyser kilden.

Søndagens anholdelser skete, få timer efter at flere hundrede mennesker havde deltaget i en mindehøjtidelighed for den 36-årige betjent Eric Masson, der var far til to børn.

Skuddrabet fandt sted under en narkorazzia i Avignon i den sydlige del af landet. Ifølge Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, blev der skudt mod flere betjente under aktionen.

Mindes tirsdag
Vincent Dath, som er embedsmand inden for politiet, oplyste, at betjenten blev skudt under en razzia et sted, som er et kendt opholdssted for narkohandlere.

- Det ligner en narkorelateret sag. Ikke et terrorrelateret angreb, sagde Dath.

En unavngiven kilde i politiforbundet oplyste samtidig, at manden bag skuddene var på flugt. Ifølge tv-kanalen BFM flygtede vedkommende fra stedet på et løbehjul.

Drabet på betjenten har genantændt en debat om præsident Emmanuel Macrons forsøg på at bekæmpe kriminalitet.

Drabet har ifølge AFP chokeret indbyggerne i Avignon. Byen med omkring 90.000 indbyggere er mere kendt for sin årlige teaterfestival end for hårdkogte kriminelle.

På tirsdag deltager premierminister Jean Castex og indenrigsminister Gérald Darmanin i en højtidelighed for den dræbte betjent i Avignon.