To personer er blevet stukket med kniv i den norske by Trondheim lørdag aften.
Det skriver Politiet i Trøndelag på Twitter.
Kort efter klokken 21 skrev politiet først om et knivstikkeri på Twitter.
Omkring klokken 22.20 skriver politiet om endnu et knivstikkeri.
Det første knivstikkeri skete i bydelen Møllenberg, som er et boligområde i det centrale Trondheim.
Det andet knivstikkeri er fundet sted i bydelen Ila.
Det norske medie NRK skriver, at politiet har pågrebet en person, som man mistænker står bag knivstikkeriet i Ila.
Hvorvidt personen er mistænkt for begge knivstikkerier, vides endnu ikke.
En operationsleder siger til det norske medie VG, at man undersøger, om der er en sammenhæng mellem de to knivstikkerier.
- Vi kan ikke se en sammenhæng nu - og der er intet, der tyder på det, lyder det.
VG skriver, at bevæbnet politi leder efter en eller flere gerningspersoner i begge områder.
Begge personer, der er blevet stukket, er kørt til St. Olavs Hospital i Trondheim. Deres tilstand er ukendt.