Togkaos på Fyn: Passagerer skal forvente store forsinkelser

En beskadiget skinne har skabt store problemer for togtrafikken på Fyn

Togtrafikken på det vestlige Fyn er lammet på grund af en beskadiget skinne. (Foto: Finn Frandsen)
Togtrafikken på det vestlige Fyn er lammet på grund af en beskadiget skinne. (Foto: Finn Frandsen)

Togpassagerer, som skal over Fyn tirsdag morgen skal forvente forsinkelser på omkring en halv time i hvert fald indtil kl. 12.

Det skyldes, at DSB har måttet aflyse togtrafikken på det vestlige Fyn mellem Odense og Fredericia på grund af en beskadiget skinne.

- Vi har en fejl på en skinne i det eneste farbare spor på et sted, hvor vi i forvejen er i gang med noget sporarbejde. I øjeblikket har vi ikke nogen sikker prognose for, hvornår problemerne er løst. Vores folk er simpelthen ikke nået frem endnu, oplyste Vibeke Kaastrup, pressemedarbejder ved Banedanmark, til Ekstra Bladet tirsdag morgen.

DSB indsatte fra kl. 6.30 togbusser mellem Odense og Fredericia. De kommer formentlig til at køre til i hvert fald kl. 12, hvor DSB håber, togene igen kan køre. Der er dog fundet en ny fejl, som DSB er ved at undersøge.

Kommer du fra øst skal du skifte tog i Nyborg, hvis du skal til Odense og eventuelt videre derfra.

- Intercitytog fra Sjælland kører kun til Nyborg, så hvis du skal videre derfra, så skal du på et Lyntog, der kører ind til Odense. Det skyldes, at der ikke er plads til alle tog i Odense, oplyser DSB til Ekstra Bladet.

Omkring kl. 8 var der stor ventetid, fordi DSB havde problemer med at skaffe togbusser nok til de mange morgenpassagerer.

Nu skulle forsinkelserne være nede på en halv time. Busserne kører derfor heller ikke efter nogen bestemt plan, da de kører, så snart de er fyldte.

(Opdateres)

28 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere