Tre mere fundet døde i ruiner af kollapset bygning i Miami

Chancerne for at finde overlevende i kollapset boligblok i Florida er tæt på nul, siger eftersøgningsleder

Tre mere fundet døde i ruiner af kollapset bygning i Miami

Yderligere tre omkomne er fundet i resterne af en kollapset boligblok i Florida mandag morgen lokal tid.

Det oplyser vicebrandchefen i Miami-Dade ifølge nyhedsbureauet AP.

Dermed er det samlede dødstal oppe på 27. Over 115 er stadig savnet.

Redningsarbejdet er mandag genoptaget, efter at resterne af boligblokken blev sprængt væk søndag aften klokken 22.30 lokal tid.

Efter den kontrollerede sprængning begyndte myndighederne omgående at fjerne murbrokkerne, så redningsmandskab kan få adgang til en underjordisk garage.

I garagen kan der være opstået luftlommer, hvor nogle af de mange savnede kan være endt.

Ingen er blevet reddet ud i live fra ruinerne af bygningen i Surfside ved Miami Beach siden de tidlige morgentimer den 24. juni, hvor bygningen kollapsede.

Lederen af et israelsk redningshold, der bidrager til eftersøgningen, siger til tv-stationen CNN, at chancerne for at finde overlevende på nuværende tidspunkt er 'tæt på nul'.

- Jeg er realistisk, men vi er stadig fulde af håb. Dette håb holder os i gang, siger den israelske eftersøgningsleder, oberst Golan Vach.

- Vi vågner om morgenen med masser af energi for at finde de savnede, i live eller ikke i live, siger han til CNN.

Myndigheder i Miami besluttede lørdag, at resterne af bygningen skulle rives ned, fordi der var risiko for, at den ville styrte sammen og bringe redningsmandskabet i fare.

Desuden er der bekymring for den tropiske storm Elsa, der søndag befandt sig øst for Cuba.

Stormen ventes at nærme sig det vestlige Florida tirsdag eller onsdag.