Trump i corona-kovending: Tager maske på

Den amerikanske præsident tweeter foto med ansigtsmaske, som han tidligere har været forbeholden overfor

Trump har i månedsvis nægtet at bruge ansigtsmaske, blandt andet som her hos Ford i maj, men nu har piben fået en anden lyd. Video: Reuters

USA's præsident, Donald Trump, har mandag tweetet et foto af sig selv iført en ansigtsmaske og fremhæver i den forbindelse sin patriotisme.

- Vi er forenet i vores bestræbelser på at besejre det usynlige kinesiske virus, og mange siger, at det er patriotisk at bære ansigtsmaske, når det ikke er muligt at holde fysisk afstand.

- Ingen er mere patriotisk end jeg, din foretrukne præsident!, skriver han på det sociale medie.

Tweetet indeholder dog ikke en direkte opfordring til amerikanerne om at dække mund og næse til.

Du kan se tweetet herunder.

Artiklen fortsætter efter tweetet ...

Afviste masker
Trump har i månedsvis afvist at anbefale brug af ansigtsmasker som en måde at bekæmpe spredning af coronavirus på, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Så sent som søndag sagde præsidenten i et interview med Fox News, at han er modstander af et nationalt påbud om ansigtsmasker.

Kun én gang er Donald Trump blevet set offentligt med en ansigtsmaske. Det skete den 11. juli i forbindelse med et besøg på et militærhospital i delstaten Maryland.

Donald Trump har kun en gang ladet sig se offentligt med en ansigtsmaske. Det skete under et besøg på et militærhospital 11. juli. (Arkivfoto). Foto: Alex Edelman/Ritzau Scanpix
Donald Trump har kun en gang ladet sig se offentligt med en ansigtsmaske. Det skete under et besøg på et militærhospital 11. juli. (Arkivfoto). Foto: Alex Edelman/Ritzau Scanpix
 

Tidligere under virusudbruddet nægtede han at bruge en maske, selv om det tilrådes af amerikanske sundhedseksperter i kampen mod pandemien.

Trump har derimod fastholdt en holdning om, at 'virusset vil forsvinde af sig selv', skriver nyhedsbureauet AFP.

Men i længere tid er antallet af smittetilfælde vokset flere steder i USA. Flere delstater har i varierende grad genindført nedlukninger for at knække smittekurverne.

Florida, Texas og Californien, de tre mest folkerige delstater, er blandt de hårdest ramte.

Borgmesteren i Los Angeles, Eric Garcetti, har truet med at udstede et nyt påbud om, at folk skal holde sig hjemme, hvis antallet af smittetilfælde fortsætter med at vokse.

Californiens guvernør, demokraten Gavin Newsom, fortalte mandag, at antallet af smittetilfælde, hospitalsindlæggelser og patienter på intensivafdelinger i delstaten stadig stiger, men ikke med nær samme hast som de foregående uger.

Florida meldte mandag om over 10.000 nye smittetilfælde for sjette dag i træk. Yderligere 92 er døde som følge af covid-19, hvilket øger delstatens coronadødsfald til 5183, skriver Reuters.

703 kommentarer
Vis kommentarer