Tysklands kontakt-tal for corona tager et spring opad

Lokale udbrud på blandt andet hospitaler og plejehjem giver en øget smittespredning enkelte steder i Tyskland

Lokale tyske embedsmænd uden for den store kødproducent Tönnies' fabrik i Rheda-Wiedenbrueck, der måtte lukke ned på grund af et coronaudbrud blandt nogle af de ansatte. Foto: Leon Kügeler/Reuters
Lokale tyske embedsmænd uden for den store kødproducent Tönnies' fabrik i Rheda-Wiedenbrueck, der måtte lukke ned på grund af et coronaudbrud blandt nogle af de ansatte. Foto: Leon Kügeler/Reuters

Det såkaldte kontakt-tal for smitte med coronavirus er steget yderligere i Tyskland. Hvor tallet - der tidligere blev kaldt smittetallet - lå på 1,79 lørdag, er det søndag steget til 2,88.

Det meddeler det tyske Robert Koch Institut (RKI).

Tallet er baseret på fire dages gennemsnit.

Søndagens markante stigning betyder dog ikke nødvendigvis, at smitten breder sig over hele Tyskland. Her er der generelt lav smitte, skriver RKI.

Men blandt andet i delstaten Nordrhein-Westfalen har der været lokale udbrud. Det har givet relativt mange smittede, og det forårsager en stigning i kontakttallet.

- Den fortsatte udvikling skal følges tæt i de kommende dage, særligt for at se om smittetilfældene stiger uden for de steder, hvor der er udbrud, skriver RKI.

Coronasmitte er blandt andet fundet hos personer i asylcentre, hos medarbejdere i slagterier, hos sæsonarbejdere i landbruget og i forbindelse med religiøse begivenheder og familiesammenkomster.

Også på hospitaler og plejehjem er der meldt om udbrud.

Et kontakt-tal på 2,88 betyder, at 100 mennesker, der er smittet med virus, i gennemsnit smitter 288 andre mennesker.

Kontakt-tallet skal ligge under ét for på lang sigt at inddæmme smitten.

I alt har Tyskland bekræftet knap 190.000 tilfælde af smitte. 8882 mennesker er døde, efter de var smittet med coronavirus.

129 kommentarer
Vis kommentarer