USA's første arbejdende førstedame er tilbage i klasseværelset

Efter en lang periode med onlineundervisning som følge af corona er Jill Biden tilbage i klasselokalet

USA's førstedame, Jill Biden, underviser fra tirsdag igen i klasselokalerne, efter at coronapandemien i månedsvis sendte hende hjem bag skærmen. (Arkivfoto) Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
USA's førstedame, Jill Biden, underviser fra tirsdag igen i klasselokalerne, efter at coronapandemien i månedsvis sendte hende hjem bag skærmen. (Arkivfoto) Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

USA's førstedame, Jill Biden, er tirsdag vendt tilbage til undervisningen i klasselokalet efter mange måneder bag skærmen.

Dermed er hun den første præsidentfrue i USA, der forlader Det Hvide Hus for at passe et fuldtidsarbejde.

Det skriver det amerikanske medie NBC News.

Jill Biden underviser i at skrive og engelsk på et college i det nordlige Virginia ikke langt fra Det Hvide Hus.

Hun har tidligere udtalt, at hun glæder sig til at lægge onlineundervisningen bag sig.

Det har kunnet lade sig gøre i takt med, at USA har genåbnet efter coronapandemien.

- Der er nogle ting, man bare ikke kan erstatte, og jeg kan ikke vente med at komme tilbage i klasselokalet, har Jill Biden for nylig udtalt ifølge NBC News.

Andre sagde op
Det er højst usædvanligt, at en førstedame i USA passer et fuldtidsjob, og det er således ikke sket før, skriver NBC News.

Tidligere førstedamer har fungeret som en slags særlige ambassadører for præsidenten, opfostret børn og udført en rolle som værtinde.

Eleanor Roosevelt var især aktiv som førstedame under Franklin D. Roosevelt, hvor hun rejste rundt i USA og rapporterede. Det fik spalteplads i aviserne, hvor hun særligt talte de fattige, minoriteterne og andre dårligt stillede menneskers sag.

Nyere førstedamer som Laura Bush var stoppet med at arbejde, da hun fik børn og arbejdede dermed ikke, da hendes mand blev valgt som præsident.

Hillary Clinton og Michelle Obama havde begge arbejde, da deres mænd vandt præsidentvalget, men sagde det op, da de kom i Det Hvide Hus.

Den 70-årige Jill Biden har sagt, at hun altid har været en karrierekvinde. Hun underviste også, mens Joe Biden var vicepræsident i otte år under Barack Obama.

- Undervisning er ikke bare det, jeg laver. Det er med til at gøre mig til den, jeg er, har Jill Biden tidligere udtalt.