Valg og ny valglov har styrket Marokkos monarki

Forsker: Monarkiet tager æren for det, som går godt, mens regeringen får skylden for det, der går dårligt

Kvinder afgiver deres stemme ved onsdagens parlamentsvalg i Marokko. Foto: Abdeljalil Bounhar/Ritzau Scanpix
Kvinder afgiver deres stemme ved onsdagens parlamentsvalg i Marokko. Foto: Abdeljalil Bounhar/Ritzau Scanpix

Marokko har ved et valg væltet landets islamistiske regering under ledelse af PJD-partiet, som i et årti har styret det nordafrikanske land med op mod 37 millioner indbyggere.

Det islamistiske Retfærdigheds- og Udviklingsparti, PJD, som har 125 pladser i det nuværende parlament, får øjensynligt kun 12 pladser i det nye. Det siger landets indenrigsminister, Abdelouafi Laftit.

Dette opfattes som et stort symbolsk tilbageslag for den islamistiske bevægelse, som voksede frem i regionen under 'det arabiske forår'.

I stedet er partier, som er tæt knyttet til kongehuset, gået stærkt frem.

Det gælder partierne Den Uafhængige Nationale Samling, RNI, og Partiet for Autenticitet og Modernitet (PAM). De står til at få henholdsvis 97 og 82 pladser, mens det konservative Istiklal får 78 pladser.

Der er i alt 395 medlemmer af parlamentet.

- Dermed rokker valgets udfald på ingen måde ved den nuværende magtkonstellation i Marokko, hvor det reelt er kong Mohammed VI og en kreds omkring ham, som styrer landet, siger den politiske forsker Saloua Zerhouni i hovedstaden Rabat til The New York Times.

- Monarkiet vil også fremover kontrollere de politiske partier og underminere regeringens og parlamentets magt. Monarkiet vil igen kunne positionere sig som den eneste effektive politiske institution, siger hun til den amerikanske avis.

Resultatet af onsdagens valg, som totalt forandrer det politiske landskab, skyldes i høj grad en ny valglov, som er udarbejdet af indenrigsministeren, der er udnævnt af kongen.

Valgloven favoriserer små partier, hvilket fører til et mere splittet parlament. Dermed kan monarkiet bedre herske.

PJD har klaget over 'den skræddersyede valglov' og hævder også, at der er blevet svindlet med stemmerne.

Mohammed VI synes at vundet mere popularitet under pandemien.

En politisk analytiker, Mohammed Masbah, siger til Reuters, at den nuværende situation er sådan, at monarkiet tager æren for det, som går godt, mens regeringen får skylden for det, der går dårligt.

Der var en valgdeltagelse på over 50 procent, hvilket er relativt højt.