Landevejscykelryttere, triatleter, maratonløbere og andre, der dyrker udholdenhedssport, udvikler hjerter med superkræfter, skriver Videnskab.dk.
Nogle Tour de France-rytteres hjerter bliver eksempelvis så store og stærke, at de kan pumpe op til 40 liter blod på et minut. Altså hvad der svarer til fire 10-liters gulvspande fyldt med blod.
- Det er en ret vild præstation af et hjerte, der kun vejer 300-400 gram. Tænk bare over, hvor lang tid det tager at fylde en enkelt gulvspand med vand fra hanen, siger Lars Juel Andersen, der er overlæge og ph.d. på Kardiologisk afdeling, Sjællands Universitetshospital i Roskilde, til Videnskab.dk.
Lars Juel Andersen er medforfatter på en forskningsrapport fra Vidensråd for Forebyggelse om supermotionisters sundhed.
Adskillige timers udholdenhedstræning om ugen medfører, at hjertet vokser og bliver stærkere, fordi det tilpasser sig de udfordringer, det bliver stillet overfor, forklarer Lars Juel Andersen til Videnskab.dk.
- Når man stopper med at træne intenst, bliver hjertet igen mindre.
Læs mere på Videnskab.dk: Intervaltræning gavner også super-motionister
https://videnskab.dk/krop-sundhed/intervaltraening-gavner-ogsa-super-motionister
Supermotionister er amatører, der cykler, løber, dyrker triatlon eller anden udholdenhedssport i mindst 10 timer om ugen.
»Over de seneste 10-15 år har man diskuteret, om man kan få skadelige følgevirkninger af at dyrke så meget motion, at man får et sportshjerte. Man har blandt andet diskuteret, om man kan få arvæv i hjertet, som kan give anledning til farlige forstyrrelser i hjerterytmen,« siger Lars Juel Andersen til Videnskab.dk.
»Men alt peger i retning af, at et sportshjerte med forstørrede hjertekamre og en lidt tykkere hjertevæg, overordnet set er et sundt hjerte,« tilføjer han.
Men der er heller ikke dokumentation for, at det er sundere at være supermotionist end at træne færre timer om ugen.
»På et tidspunkt flader kurven ud, så man ikke længere får flere leveår ud af at træne mere og mere. Vi ved ikke, hvor meget man præcis skal træne for at nå det optimale niveau. Men det er nok ikke sådan, at man bliver sundere af at træne 20 timer om ugen end af at træne 10,« påpeger Lars Juel Andersen til Videnskab.dk.
Læs mere på Videnskab.dk: Trænings-afhængige får abstinenser som alkoholikere
I forskningslitteraturen er der tegn på, at sportsfolk, der har trænet intensivt i årevis, har lidt højere risiko for at få hjerteflimmer, end folk der træner moderat, fremgår det også af rapporten fra vidensrådet.
Hjerteflimmer - også kaldet aterieflimren eller forkammerflimren - er forstyrrelser i hjertets rytme. Symptomerne er ofte generende uro i brystkassen, hjertebanken og åndenød.
Tilstanden kan øge risikoen for blodpropper, men er i langt de fleste tilfælde ufarlig, hvis den behandles, siger Lars Juel Andersen til Videnskab.dk.
Endelig er der meget sjældne eksempler på supermotionister, der - ligesom fodboldspilleren Christian Eriksen - pludseligt falder om med hjertestop for eksempel under et løb.
I langt de fleste tilfælde skyldes hjertestop under sportsudøvelse en uopdaget hjertefejl, som bliver fremprovokeret af det fysiske pres, man befinder sig i, for eksempel under et maratonløb, fremgår det af rapporten.
- Derfor er det meget vigtigt at lytte til kroppens signaler og gå til lægen for at blive undersøgt, hvis man mærker noget unormalt. Og man bør være ekstra opmærksom, hvis man har familiemedlemmer, der pludselig er faldet om med hjertestop, siger Lars Juel Andersen til Videnskab.dk.
Andre artikler på Videnskab.dk:
Det er ikke farligt at være 'supermotionist'