Aldrig før set: DNA fra en plante har spredt sig til dyr

Et lille insekt har tilsyneladende optaget et gen fra tomatplanter

Forskere har for første gang nogensinde observeret en overførsel af DNA fra plante til dyr.

Det unikke fænomen blev observeret hos en bestemt art af mellus, Bemisia tabaci, som ved at optage et gen fra tomatplanter, er blevet immun over for den gift, planten forsvarer sig med.

Det skriver mediet Inverse ifølge Videnskab.dk.

Det nye fund viser, at det ikke kun er muligt at overføre gener fra forældre til afkom – såkaldt vertikal genoverførsel. Det er også muligt for én art at overføre gener til en anden – såkaldt horisontal genoverførsel.

- Så vidt vi ved, er vores fund det første eksempel på horisontal genoverførsel af et funktionelt gen fra plante til dyr, fortæller forsker Ted Curlings til Inverse ifølge Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Forskere har fået 2.000 år gammelt daddelfrø til at spire

Horisontal genoverførsel kendes primært fra simple organismer som bakterier og virusser og er yderst sjældent mellem flercellede, komplekse organismer som dyr.

Der er tale om genet BtPMaT1, som tomatplanten bruger til at beskytte sig selv over for sin egen gift, og ved at optage genet har B. tabaci vendt plantens forsvar mod den selv.

Hvordan B. tabaci har formået at optage plantegenet er endnu uvist.

Forskerne mistænker, at det skyldes en virus, som har transporteret genet fra planten til mellusen, hvilket er en ekstremt sjælden begivenhed.

Læs mere på Videnskab.dk: Sådan så det ud, da en plante spirede på Månen

Fundet kan have store implikationer for, hvordan vi anskuer evolution, skriver Inverse ifølge Videnskab.dk.

Heldigvis for os, og mindre heldigt for B. tabaci, har forskerne fundet en måde, hvorved de kan undertrykke genet hos mellusen.

Forskerne har udviklet en slags fælde, der består af genmodificerede tomatplanter.

Når planterne bliver spist, overfører de en unik type RNA til mellusen, som forstyrrer det nye gen, så de ikke længere er immune over for plantens gift.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Epigenetik: Sådan kan miljøpåvirkning ‘tænde’ og ‘slukke’ for dine gener

Forskere plantede mos, græs og planter i bybørnehaver og styrkede børnenes immunforsvar

Unik video: Hvert sekund folder RNA sig 10.000.000.000.000.000 gange i din krop