Den amerikanske astronaut Richard Gordon er afgået ved døden. Han blev 88 år, oplyser NASA på sin hjemmeside.
- NASA og nationen har mistet en af vore tidlige rumpionerer, siger NASA-direktør Robert Lightfoot.
Gordon, der var testpilot i flåden, blev astronaut i NASA i 1963. Han var af sted på to missioner og tilbragte i alt 316 timer i rummet.
Han var styrmand om bord på Apollo 12-ekspeditionen, der fandt sted i november 1969.
Selv om Gordons største drøm var at betræde månen, lykkedes det aldrig.
Som styrmand måtte han blive om bord på raketten, mens Apollo-kollegerne Charles Conrad og Alan Bean fik månestøv under fødderne.
Alligevel opnåede Gordon at blive medlem af en eksklusiv klub.
Kun 24 mennesker har taget turen til månen – halvdelen har gået på månen, mens den anden halvdel var i kredsløb omkring månen.
Gordon var også styrmand på en tredages Gemini 11-mission i 1966, hvor han med succes gennemførte to rumvandringer.