Russerne har haft alt andet end held og dygtighed med deres rumprogram i år.
Fredag blev endnu et kapitel skrevet i den tragiske fortælling, da en satellit styrtede ned efter blot få minutter i luften.
Det bekræfter det russiske rumagentur.
- Satellitten fejlede, da den skulle i kredsløb. Nu skal årsagen findes, siger talsmand for rumagenturet Alexei Zolotukhin.
Han fortæller, at problemet opstod syv minutter efter affyringen af kommunikationssatellitten. Ifølge kilder i regeringen er satellitten styrtet ned i Sibirien.
Det er den femte affyring af en raket fra Meridian-serien, som både har et civilt og militært formål. Satellitterne skal blandt andet hjælpe skibe med at kommunikere i Arktis.
Tabet af satellitten afslutter 12 katastrofale måneder for Rusland, som allerede har mistet tre andre navigationssatellitter, en avanceret militærsatellit, en telekommunikationssatellit og en sonde, der skulle til Mars.
De mange russiske problemer er bekymrende, fordi landet er det eneste i verden, som på nuværende tidspunkt kan transportere mennesker til rumstationer.
Samtidig er de seneste tab yderst smertefulde for Rusland, fordi det netop i år er et halvt århundrede siden, at den første mand blev sendt ud i rummet fra netop Rusland.
Begivenheden havde ekstrem stor betydning i propagandakrigen mellem det daværende Sovjetunionen og USA.
Rumfarten fandt sted den 12. april 1961 og varede 108 minutter. Først året efter lykkedes det USA at sende astronauten John Glenn på den første tur i kredsløb om Jorden.
Men russernes rumtogt ansporede den nye præsident, John F. Kennedy, til at sætte alle kræfter ind på at overhale Sovjetunionen i dette koldkrigskapløb.
Belønningen kom, da USA den 20. juli 1969 med Apollo 11 landede de første mennesker på Månen.