'Stor' risiko for at satellit rammer mennesker

Den tonstunge satellit, der ventes at ramme hvor som helst på Jorden fredag, overholder ikke nutidens sikkerhedsregler

UARS er uden kontrol og ventes at ramme Jorden på fredag (Foto: Spacephotos.com)
UARS er uden kontrol og ventes at ramme Jorden på fredag (Foto: Spacephotos.com)

Otte kilometer i minuttet.

Det er med den hastighed satellitten UARS - Upper Atmosphere Research Satellite - nærmer sig Jorden med.

Den tonstunge, 10 meter lange og 4,5 meter høje, satellit ventes at ramme Jordens atmosfære fredag.

Langt det meste af satellitten vil brænde op, men forskere mener at 26 dele vil 'overleve' turen mod vores lille planet.

NASA har vurderet risikoen for at den rammer mennesker til 1:3.200.

- Satellitten blev sendt op på et tidspunkt, før man besluttede, at risikoen højst må være 1:10.000, så derfor har vi altså en lidt højere risiko for, at mennesker kan blive ramt, siger astrofysiker Michael Linden-Vørnle til TV2 News.

LÆS OGSÅ: Tonstung satellit buldrer mod Jorden

Den amerikanske rumfartsorganisation tør ikke komme med noget bud på, hvor på planeten nedslaget vil finde sted. Men som bekendt dækkes det meste af jorden af vand, så det kan være det bliver en 'våd landing'.

- Det er dog et problem, man skal forhold sig til, siger Michael Linden-Vørnle.

UARS er langt fra den eneste blikbunke, der drøner hjælpeløst rundt i rummet. Ifølge den danske astrofysiker er den blot en ud af cirka 22.000 større eller mindre stumper rum-skrot der flagrer rundt.