Nettet bliver din nye bedste ven

Internettet kender efterhånden alt fra din smag i musik, mad og underholdning til hvor du er og hvad du laver. Derfor anbefaler internettet dig ting, helt som din bedste ven ville

Nettet er blevet vores gode ven, der ved alt om os. (Foto: COLOURBOX)
Nettet er blevet vores gode ven, der ved alt om os. (Foto: COLOURBOX)

Det hjerneløse internet ved, gennem forskellige brugerprofiler og cookies, efterhånden mere om os end vores nærmeste bekendte.

Den store identitetsløse ven bruger den viden om dig, til at hjælpe med at sortere i alverdens information og anbefale dig ting, som ofte rammer rigtigt.

- Vi er altid blevet anbefalet ting af venner. Det nye er, at nu er fremmede med til at anbefale ting. Enten direkte ved at skrive en anmeldelse eller bedømme noget med stjerner eller lignende, eller indirekte ved at have brugt et bestemt produkt, forklarer Niels Brügger, centerleder for Center For Internetforskning i Århus.

Center For Internetforskning er netop fyldt 10 år. Det beskæftiger sig med alt fra netarkæologi, til at følge med i de nyeste tendenser. Centeret har arbejdet for at oprette Netarkivet.dk, som er et nationalt internetarkiv, drevet af Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket.

Niels Brügger erkender, at det er svært at give et bud på, hvad fremtiden for internettet bliver, men han vil gerne fortælle om, hvor den spændende udvikling på internettet er lige nu.

- Man kan ikke rigtig spå så meget, så når vi siger noget, er det et kvalificeret gæt. Hvis du i 2003 havde spurgt mig om noget, der hed sociale medier ville blive populært fem år senere, ville jeg sandsynligvis sige, at det ikke ville blive til noget. Men det sker tit, at medier bliver præget af, hvordan folk bruger det. Og det bliver spændende at se, hvad det næste store bliver, fortæller Niels Brügger.

Fire metoder der forbedrer din online oplevelse
Det venlige internet har fire værktøjer, det gør din online oplevelse bedre:

- Anbefalinger fra fremmede: Det kan være alt fra at angive på en skala, hvor godt eller dårligt noget er, til en skrevet anmeldelse af det, man har slået op.

- Indirekte anbefalinger: Når noget bliver downloaded meget, ryger det som regel op på en liste over mest downloadede ting. Det kan være alt lige fra film og musik til apps og programmer.

- Associationssoftware: En meget brugt teknik, som tjenester som YouTube og musiktjenesten Grooveshark bruger, når der skal anbefales videoer eller musik. Den software bruges også kommercielt, når man handler online fortæller siderne ofte: "andre, der købte det produkt, du kigger på, købte også det her".

- Cookies: Fortæller tjenester som Google, hvilke sider du interesserer dig for, og ud fra det finder tjenesten for eksempel relevante reklamer til dig.

Den kollektive bevidsthed sorterer skidt fra kanel
Sider som Alt Om København og YouTube lader brugerne sortere indholdet for hinanden, det populære ryger hurtigt til tops. Og det er praktisk at lade andre sortere, for mængden af information online kan være uoverskuelig.

Niels Brügger fortæller, at han ser en klar tendens til, at små tilføjelser, for eksempel til browsere og mobiltelefoner, bliver populære af at nogle anmelder dem positivt, eller hvis noget bliver downloadet meget.

Det har en selvforstærkende effekt, for hvis andre downloader det, må det være godt, og når man så selv downloader det, indgår man selv i den indirekte anbefaling.

- Det interessante er at se på, hvordan noget bliver populært. Der er nogle fællestræk, men dét, der gennemsyrer det populære, er, at det er nemt. Hvis noget er besværligt, bruger folk det bare ikke, fortæller Niels Brügger.

Læs mere på videnskab.dk.

Læs også på videnskab.dk:
Katte plager til de får deres vilje
Kræft var sjældent i oldtiden
Flagermus hører hinanden i ekkojunglen
Dyreriget er fyldt med pervers sex