Fedme kan gøre din hjerne mindre

Pas på med julemaden - for meget på sidebenene kan ramme hjernen og give dig demens

Afsted mod træningscentret - mens du kan huske, hvor det er (Foto: Tony Alter / Flickr Creative Commons)
Afsted mod træningscentret - mens du kan huske, hvor det er (Foto: Tony Alter / Flickr Creative Commons)

Forskning viser, at fedme ikke kun kan tage pusten fra dig, men også din hukommelse. Det fremgår af resultater, som Paul Thompson publicerede i april måned.

Thompson er professor i neurologi ved UCLA School of Medicine, altså en mand, der ved, hvad det drejer sig om.

Allerede tilbage i 2009 var han på sporet af, at der var en sammenhæng mellem overvægt og en mindre hjerne. Her viste undersøgelser af ældre, at hjernen hos de overvægtige i forsøget i gennemsnit var seks procent mindre end deres normalvægtige modpart. For de personer, der var direkte fede var forskellen otte procent.

- Hjernerne så 8 år ældre ud hos de overvægtige og 16 år ældre for de fede, sagde Thompson dengang til New Scientist.

En mindre hjerne er en indikator for en destruktiv proces i hjernen. En proces, der kan udvikle sig til demens.

Læs mere:Artiklen hos New Scientist (kræver abonnement)

I resultaterne fra april i år identificerede Paul Thompson og hans kolleger en variant af det såkaldte FTO-gen, der har en sammenhæng med overvægt. FTO-genet bliver populært kaldet 'fedme-genet'.

Læs mere:Wikipedia om FTO-genet (engelsk)

Læs mere:Den fulde artikel fra Thompson og kolleger (PDF)

Denne variant af genet, der bæres af 46 procent af alle vesteuropæere, får vedkommende til at overspise.

Hvorfor gør fedme hjernen mindre?
Dette forklarer dog ikke, hvorfor vores hjerne rent faktisk bliver fysisk mindre, når vi selv bliver fysisk større.

I New Scientist fra 22. august 2009 ( læs artikel - kræver abonnement) gætter Thompson på, at forbindelsen muligvis ligger i, at kropsfedt øger risikoen for tilstoppede blodårer. Dette kan reducere blod- og iltgennemstrømningen til hjernen, hvilket kan resultere i celledød i hjernen.

En anden teori er, at et højt insulin-niveau i kroppen og type 2-diabetes, som plejer at følge overvægt, er risikofaktorer i forbindelse med tab af hjernevæv og demens.

En endelig konklusion på sammenhængen mellem body mass index, BMI, og overvægt, når Thompson og kollegerne dog ikke.

Motion som modgift
Hvis du er bange for, at du er lidt for bred over hofterne, er der dog håb. Svaret er motion.

- Den hårdeste type af motion kan redde omtrent lige så meget hjernevæv, som de fede mister, sagde Thompson til New Scientist i august 2009.

Dette har ikke ændret sig siden. I april understregede Thompson, at en fedtfattig kost og motion beskytter hjernen mod slagtilfælde og demens.

Så det er nok en god idé at holde lidt igen med julemaden, eller at få dyrket den motion, som du lover dig selv. Helst begge dele.

Foto:Tony Alter / Flickr Creative Commons