Økologisk mælk er sundest

Nu skal du ikke blot købe økologisk for samvittighedens skyld - økologisk mælk har det bedste fedt og indeholder mere omega-3, viser det sig

(Foto: Thomas Borberg)
(Foto: Thomas Borberg)

Mere omega-3, mindre omega-6 og et forhold mellem de to fedtsyrer, som er hele 2,5 gange bedre i økologisk mælk end i anden mælk.

Det er resultaterne, som Charles Benbrook ved det amerikanske Washington State University har fundet efter at have testet 384 prøver af økologisk og almindelig mælk fra hele USA.

- Overraskende simple madvalg kan føre til meget bedre niveauer af de sundere fedtsyrer, som vi ser i økologisk mælk, siger Charles Benbrook i en pressemeddelelse. Det skriver Videnskab.dk

Det er ikke noget nyt, at forskerne konkluderer, at økologisk mad og drikke er bedre end konventionelt, og det er heller ikke noget nyt, at andre forskere konkluderer, at det ikke er sådan.

Men denne gang har Charles Benbrook og hans kolleger set på forholdet mellem omega-3- og omega-6-fedtsyrer. Kroppen har brug for begge. Men vestlig kost i dag indeholder for meget omega-6 og for lidt omega-3.

Læs også hos Videnskab.dk: Quiz: Test din viden om mælk

Ifølge Nifes, Nationalt Institut for ernærings- og havkostforskning i Norge, hænger det høje forholdstal mellem omega-6- og omega-3-fedtsyrer sammen med blandt andet en øget risiko for hjerte-karsygdomme, kræft og betændelse.

- I dag er forholdstallet mellem omega-6- og omega-3-fedtsyrer i den vestlige kost mellem 10:1 og 20:1. Det betyder, at vi indtager op til 20 gange så mange omega-6-fedtsyrer som omega-3-fedtsyrer.

- Det anbefalede forholdstal er 5:1. Vi bør altså ikke spise mere end fem gange så mange omega-6-fedtsyrer som omega-3-fedtstyrer, skriver Nifes, som også fortæller, at bedre balance reducerer dødsrisikoen for mennesker, som allerede er blevet syge.

Læs også hos Videnskab.dk: Mælk og brød med D-vitamin virker

Ifølge Charles Benbrooks undersøgelse er forholdet mellem omega-6 og omega-3 i mælk 5,8.

Den økologiske mælk indeholder 25 procent mindre omega-6 og 62 procent mere omega-3. Dermed ender undersøgelsen med et forhold på 2,3 i økologisk mælk. Det vil sige, at den økologiske mælk indeholder 2,3 gange mere omega-6 end omega-3.

- Vi blev overraskede over, hvor store de ernæringsmæssige kvalitetsforskelle viste sig at være, siger Charles Benbrook.

Tidligere har også skotske og engelske forskere fundet et bedre forhold mellem omega-6 og omega-3 i økologisk mælk i forhold til konventionel mælk. Universitetet i Glasgow fandt i 2006 ud af, at forholdstallet er lavere.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Du får ikke flere mineraler af at spise økologiske grøntsager

Ny bog: Mælk ødelægger dit helbred