Hvordan holder batterier i længst tid?

Skal du helst køre dit batteri helt fladt, før du oplader det? Og behøver mobilen oplade i 16 timer første gang, du oplader den? Forskerne giver svaret

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)

Det kan være en dyr omgang at købe nye batterier til din mobiltelefon, når de gamle batterier er slidt op.

Men hvordan skal man egentlig behandle sine batterier for at få den bedst mulige levetid?

Forskerne fortæller, at man først og fremmest bør finde ud af, hvilken type batteri der sidder i mobiltelefonen, kameraet, barbermaskinen eller den bærbare computer – der er nemlig stor forskel på, hvordan de enkelte batterityper bør behandles.

Det skriver Videnskab.dk, hvor du får en udførlig forklaring på, hvordan du optimalt set behandler dine batterier, i forhold til hvilken type de er.

Først skal vi lige have et par begreber på plads.

• Når forskerne taler om batteriets kapacitet, er der tale om dets ydeevne per opladning – altså hvor længe batteriet holder, før det skal oplades igen.

• Når forskerne derimod taler om batteriets levetid, henviser de til den tid, som går, før batteriet er helt ødelagt og skal skiftes ud – ofte kan batteriet nemlig være helt nedslidt, før selve apparatet er udtjent.

Vi begynder med at se på nikkel-cadmium-batterier – også kendt som NiCd-batterier.

Læs også hos Videnskab.dk: Derfor mister batterier deres styrke

Du har måske hørt, at det før i tiden var ’god latin’ at lade batterier køre helt flade, før man genopladede dem, og det er fuldstændig korrekt – i hvert fald, når det gælder denne gamle batteritype.

- Nikkelcadmium-batterier har en hukommelseseffekt – det vil sige, at de er følsomme over for deres historie. Hvis man ikke aflader dem helt, før man sætter dem til opladning, så får batteriet mindre og mindre kapacitet – det holder altså i kortere tid, før det skal oplades igen, forklarer seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Poul Norby.

Tidligere var nikkelcadmium-batterier de mest udbredte genopladelige batterier på markedet, men i dag bruger man dem stort set ikke længere, fortæller Poul Norby.

Læs også hos Videnskab.dk: Oplad din smartphone i lommen på Roskilde Festival

- Nikkelcadmium-batterier indeholder cadmium, som er et giftigt tungmetal, der bliver ophobet i kroppen. Derfor vil man helst undgå at bruge cadmium, på samme måde som at man heller ikke vil have produkter med kviksølv, fortæller Poul Norby, som forsker i batterier ved DTUs Institut for Energikonvertering og –lagring.

Hvis man køber en ny mobiltelefon eller computer er det usandsynligt, at apparatet i dag vil være udstyret med et nikkelcadmiumbatteri.

Men skal et batteri så heller ikke længere oplades gennem længere tid ved allerførste opladning, sådan som det plejede at hedde sig?

Læs også hos Videnskab.dk: Virker lysterapi mod vinterdepression?

- Det er rigtigt nok, når det gælder nikkelcadmiumbatterier. Når de er nye er det godt at lave nogle få eller flere omgange med fuld opladning og afladning for at få fuld ydelse ud af batterierne. De her første opladninger bør vare 16-24 timer, siger post doc Maciej Swierczynski, som forsker i batterier ved afdelingen for Energi-teknologi på Aalborg Universitet.

Forskerne fortæller, at i dag har de fleste mobiltelefoner, computere, Ipads og lignende et såkaldt lithium-ion-batteri - også kaldet Li-Ion-batterier.

- Lithiumion-batterierne er blevet den mest dominerende type batteri i de senere år. De er populære, fordi de har en langt bedre energitæthed end andre batterier – det vil sige, at de fylder mindre med den samme kapacitet, som andre batterier, siger seniorforsker Poul Norby fra DTU.

Læs også hos Videnskab.dk: MR-skanning afslører batteriers indre

Når det gælder lithium-ion-batterier er det ikke nødvendigt at lade batteriet køre helt fladt, før man oplader det igen – faktisk kan det være skadeligt for et litium-ion-batteri at aflade det fuldstændigt, fortæller Maciej Swierczynski fra Aalborg Universitet.

- Det er bedre at undgå at aflade et lithium-ion-batteri fuldstændigt, for det forkorter batteriets levetid. Det er heller ikke en god ide at oplade batteriet fuldstændigt – det bedste er at holde batteriet omkring 30-80 procent opladet. Så forlænger man batteriets levetid, siger Maciej Swierczynski. Der er mange flere batteri-tips at hente i den oprindelige artikel hos Videnskab.dk