Australiens ældste hulemaleri forestiller en kænguru

Hvepse har hjulpet forskerne med at afgøre hulemaleriernes alder

Kængurumaleriet blev fundet i Kimberly-regionen i Nordaustralien, et af de steder i verden med flest hulemalerier. (Foto: Damien Finch/Illustration: Pauline Heaney/CC BY-ND 4.0)
Kængurumaleriet blev fundet i Kimberly-regionen i Nordaustralien, et af de steder i verden med flest hulemalerier. (Foto: Damien Finch/Illustration: Pauline Heaney/CC BY-ND 4.0)

Australske forskere har fundet, hvad der lader til at være landets ældste hulemaleri: en cirka 17.300 år gammel kænguru. Det skriver mediet ScienceAlert ifølge Videnskab.dk, hvor du også kan se endnu et foto fra hulen.

Kængurumaleriet bliver sammen med adskillige andre hulemalerier beskrevet i et nyt studie, som er del af et initiativ til at datere Australiens mange tusinde hulemalerier.

At bedømme hulemaleriers alder er ikke altid ligetil: Den okkermaling, de forhistoriske kunstnere ofte brugte, indeholder nemlig ikke de rette kemiske stoffer til at kunne lave en kulstof 14-datering.

Læs mere på Videnskab.dk: Dykkere gør deres livs fund i undersøisk hule

Nogle af hulerne har, udover at være atelier for de forhistoriske mennesker, også været hjemsted for tusindvis af generationer af australske gravehvepse, Sceliphron laetum, som bor i små bo af mudder på væggene.

Med tiden er nogle af boerne forstenet og sidenhen overmalet, mens andre, nyere boer er blevet lavet ovenpå hulemalerierne, skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

Ved at kulstof 14-datere mudderlagene ovenpå og under hulemalerierne, har forskerne kunnet udregne deres alder med kun få hundrede års usikkerhed.

Dateringen af hulemalerierne har også givet forskerne et bedre billede af den verden, de forhistoriske kunstnere levede i.

Havniveauet var for 17.000 år siden hele 106 meter lavere end i dag, og den nordaustralske kyst strakte sig næsten til de indonesiske øer.

Læs mere på Videnskab.dk: Nu er det bekræftet: Forskere har fundet verdens ældste asteroidekrater i Australien

Dengang var det, udover kænguruer, fisk, fugle, planter, krybdyr og myrepindsvin, som oftest blev afbildet på hulemalerierne, skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

Med tiden, som klimaet blev varmere, vandstanden steg, og regntiden vendte tilbage, blev de forhistoriske aboriginere mere tilbøjelige til at afbilde hinanden.

Menneskeskikkelser, ofte med detaljeret udklædning, forekommer hyppigere blandt de yngre hulemalerier, som er 12.000 år gamle.

Arbejdet fortsætter dog med at datere landets mange hulemalerier, og forskerne regner med at finde endnu ældre hulemalerier i fremtiden, skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Se billederne: ‘Skjult verden’ opdaget i Australien

Intakt 30.000 år gammel hulebjørn fundet i den sibiriske permafrost

Hulemaleri af menneskelignende skikkelser med store hoveder får forskere til at undre sig