Det første robothul er boret på Mars for at finde liv

NASA's køretøj Perseverance har sikret den første jordprøve på Mars, der senere skal sendes hjem til Jorden

Dette billede fra NASA fredag viser, hvordan rumkøretøjet Perseverance har fået boret det første hul på Mars for at sikre sig jordprøver, der måske kan afgøre, om der engang var liv på planeten. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Dette billede fra NASA fredag viser, hvordan rumkøretøjet Perseverance har fået boret det første hul på Mars for at sikre sig jordprøver, der måske kan afgøre, om der engang var liv på planeten. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Det lille køretøj Perseverance, som USA's rumadministration Nasa har sendt på mission på Mars, er begyndt at bore i den kolde planets overflade.

Det kunne Nasa fredag dokumentere med billeder af en lille bunke opgravet materiale, der har efterladt et hul ved siden af køretøjet.

Det er meningen, at bunken skal samles op ved fremtidige rumrejser til Mars, så den kan flyves hjem og blive analyseret af videnskabsfolk på Jorden.

- Indsamling af materialer er begyndt, skriver en af NASA's topchefer, Thomas Zurbuchen, på Twitter.

Det er den første boring med robot på Mars. Og den første fase i indsamlingen af jordprøver. Den ventes at vare 11 dage.

Hensigten er at finde mulige spor efter forhistorisk mikrobiologisk liv, som kan være bevaret i aflejringer på søbunde.

Videnskabsfolk håber også, at det vil give en bedre forståelse af Mars' geologiske forhold.

Mars-raketten blev opsendt fra Florida for lidt over et år siden, og Perseverance, der er på størrelse med en lidt større familiebil, landede på Mars den 18. februar i krateret Jezero.

Eksperter mener, at krateret rummede en dyb sø for 3,5 milliarder år siden. Det kunne måske have gjort det muligt for livsformer at eksistere dengang.

Nasa planlægger at bringe cirka 30 jordprøver tilbage til Jorden i løbet af 2030'erne. Her vil de kunne blive analyseret med mere avancerede instrumenter, end det har været muligt at bringe med til Mars.