Jagten på planeter går strålende. Mere end 5000 exoplaneter er indtil videre blevet opdaget i vores egen galakse, Mælkevejen.
Og nu er det for første gang lykkedes forskere at finde spor efter en planet i en anden galakse. Man ved selvfølgelig godt, at de er der, men det har ikke været muligt at finde tegn på dem - indtil nu.
Det skriver Den Europæiske Rumorganisation, ESA, i en pressemeddelelse, ifølge Videnskab.dk.
Fundet er sket i samarbejde mellem ESA's XXM- og Nasas Chandra-rumteleskoper, der observerer røntgenstråling i universet.
Læs mere på Videnskab.dk: Hycean-planeter: Ny type exoplaneter kan måske rumme liv
Den formodede planet findes 28 millioner lysår væk fra os i spiralgalaksen Messier (M51), der også er kendt som malstrømsgalaksen.
Set på meget stor afstand klumper synligt lys sammen i galakserne, og det er svært at skelne noget fra hinanden. Heldigvis for Jordens planetjægere er det anderledes med røntgenstrålingen, hvor få objekter stråler klart, skriver ESA, ifølge Videnskab.dk.
Det er det, som nu har gjort det muligt at spotte noget, der med sandsynlighed er en planet i malstrømsgalaksen.
I tilfældet med den nye planet har man studeret såkaldte røntgenbinære systemer, der består af et objekt med en kolossal masse - en neutronstjerne eller et sort hul - der suger gas til sig fra en følgestjerne.
Læs mere på Videnskab.dk: Planetjæger opdager jordlignende klode og dansende stjerner
Materialet nær neutronstjernen eller det sorte hul bliver supervarmt, og lyset herfra kan måles ved røntgenbølger, skriver BBC, ifølge Videnskab.dk.
Omkring følgestjernen suser så formodentlig en planet, som forskerne finder ved at observere et lille fald i røntgen-strålingen. De mener, at faldet strålingen skyldes, at denne planet passerer ind mellem stjernen og teleskopet og på den måde 'skygger' en smule for strålingen.
VIDEO: https://youtu.be/hpay8nBr8CI
Animationen her viser, hvordan der formodentlig ser ud omkring planeten, og hvordan astronomerne var i stand til at se den. Video: Center for Astrophysics at Harvard & Smithsonian
Men forskerne vil ikke udelukke, at der kunne være tale om, at faldet i røntgenstrålingen kan skyldes noget andet, en gas- eller en støvsky for eksempel. Men de mener, det er usandsynligt.
- Nu vi har fået denne nye metode til at finde mulige planetkandidater i andre galakser, er vores håb, at vi ved at kigge på den tilgængelige røntgendata i arkiverne kan finde mange flere af disse. I fremtiden kan vi måske ovenikøbet bekræfte deres eksistens, siger professor Rosanne Di Stefano, der er hovedforfatter på studiet, i en pressemeddelelse, ifølge Videnskab.dk.
Andre artikler på Videnskab.dk:
Kan stjerner forsvinde ud af det blå?