Forsinket rumkapsel er på vej mod ISS

Nedstyrtet Soyuz-fartøj i maj har udskudt opsendelsen af ny bemanding med flere måneder

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Et russisk Soyuz-rumfartøj med tre mand om bord er sent onsdag dansk tid sendt af sted mod Den Internationale Rumstation, ISS, fra Baikonur-rumcentret i Kasakhstan.

Det viser tv-billeder fra den amerikanske rumfartsorganisation Nasa.

Raketten på 16 etager blev sendt af sted klokken 23.02 dansk tid med den russiske kosmonaut Oleg Kononenko samt astronauterne Kjell Lindgreen fra USA og japaneren Kimiya Yui.

De ankommer efter planen klokken 04.46 torsdag morgen til Den Internationale Rumstation 418 kilometer over Jorden.

Opsendelsen af den internationale trio er blevet to måneder forsinket, fordi et russisk fartøj af samme type med varer til ISS i maj brændte op i atmosfæren over Stillehavet. Der var ingen personer om bord.

To private, amerikanske selskaber, der også flyver varer til ISS på kontrakt med Nasa, har også fejlet med at nå ISS i de seneste to forsøg.

Når Lindgreen, Kononenko og Yui ankommer til ISS, vil rumstationen være oppe på sin fulde bemanding på seks personer for første gang i seks uger.

- Vi ser frem til at tage imod dem, siger ISS-astronaut Scott Kelly i et interview onsdag. Han er sammen med en russisk kosmonaut den første til at være på ISS i et helt år.

0 kommentarer
Vis kommentarer