I et forsøg på bedre at forstå, hvordan guldfisk navigerer rundt i deres miljø, har forskere fra Ben-Gurion University i Israel bygget en slags omvendt ubåd.
De har lavet en video til studiet, hvor man kan se det spøjse eksperiment: Et akvarie med hjul og en guldfisk, der styrer køretøjet fra A til B.
Det skriver Livescience ifølge Videnskab.dk, hvor du kan se en video af den omvendte ubåd i aktion.
I den frie natur skal guldfisk og andre dyr navigere mellem klipper, koralrev og andre naturlige forhindringer for at finde føde og gemmesteder.
Det er dog ikke helt klart for forskere, hvordan fisk lærer at navigerer i et rum. Derfor hev de bogstaveligt talt en guldfisk op på land og smed den bag rattet på en ‘fiskebil’.
Læs mere på Videnskab.dk: Sådan finder dyrene vej - helt uden GPS
For at gøre guldfisken i stand til at styre den omvendte ubåd installerede forskerne et kamera, der kunne registrere, i hvilken retning fisken svømmede, og som så får kørtetøjet til at flytte sig i samme retning.
I starten kunne fisken fra eksperimentet ikke forstå, at den kunne kontrollere køretøjet, men ifølge Shachar Givon, der er ph.d.-studerende og en af forskerne bag projektet, gik træningen stærkt.
- Hvis du sætter en person i en bil for første gang uden at forklare noget om, hvordan man styrer det, vil han eller hun hurtigt opdage, at når man drejer rattet, bestemmer man bilens retning. Det samme gør sig gældende for fisken. Den forstår det langsomt, men helt af sig selv, siger Shachar Givon ifølge Videnskab.dk.
Efter fisken havde lært at styre køretøjet, kunne forskere undersøge, om den kunne finde rundt i miljøet.
Læs mere på Videnskab.dk: Derfor skal du ikke sætte guldfisk fri i naturen
I begyndelsen var forsøgene simple. Køretøjet startede i den ene ende, og fisken skulle så styre den over til et stykke lyserødt pap på gulvet. Når køretøjet nåede papstykket, ville fisken få en belønning i form af noget mad.
Efter nogle dage, hvor fisken havde kørt mere eller mindre tilfældigt og hvileløst rundt i lokalet, begyndte den at blive mere målrettet for til sidst at fræse køretøjet tværs gennem lokalet og over til den ventende godbid, så snart forsøget begyndte.
Herefter blev der sat forskellige forhindringer op, som forvirrede fisken i begyndelsen, men efter noget tid tilpassede fisken sig det ændrede miljø og lærte at bevæge sig rundt om forhindringerne med snilde hen til belønningen.
Forskerne kunne derfor konkludere, at fisk er i stand til at navigere rundt på land såvel som i vand. I fremtiden vil forskerne i et nyt eksperiment lade guldfisken boltre sig i det fri. De vil lade den køre rundt udendørs, for at se hvordan den reagerer på et mere dynamisk miljø.
Andre artikler på Videnskab.dk:
Sover fisk - og kan de drømme?
Mindre end mikroplast: Nanoplast gør zebrafisk mindre frugtbare