Der har altid eksisteret skaldede mænd (og tilmed kvinder), men forekomsten af hårtab er steget kraftigt igennem årene, og det samme gælder forbruget af sukkerholdige læskedrikke. Det store spørgsmål er, om der kan være en sammenhæng?
I mange år har lægevidenskaben haft en mistanke om, at et højt sukkerforbrug kan være skyld i hårtab, og nu viser en ny kinesisk undersøgelse, som er offentliggjort i tidsskriftet Nutrients, at der med al sandsynlighed kan trækkes en mere eller mindre direkte linje imellem indtaget af søde drikke og risikoen for en tyndere hårpragt.
Læs også: Ørelæge: Sådan skal du behandle dit ørevoks
Det er forskere fra Tsinghua University i Beijing, som har sat indtaget af sukkerholdige læskedrikke blandt en stor gruppe 18-45-årige mænd under lup.
Ved hjælp af spørgeskemaer, som deltagerne blev bedt om at udfylde anonymt, har forskerne indhentet oplysninger om mændenes forbrug af læskedrikke, eventuelle sundhedsproblemer, ryge- og drikkevaner, samt problemer med hårpragten. Der blev ligeledes stillet en række psykologiske spørgsmål.
Det var et temmelig tankevækkende resultat, de fandt frem til.
For eksempel viste det sig, at deltagere med skaldethed drak næsten fire og en halv liter sukkerholdig læskedrik hver uge, hvilket var dobbelt så meget, som forbruget blandt de deltagere, der ikke havde tabt hår.
De kinesiske forskere understreger, at der skal flere undersøgelser til for at kunne konkludere en endegyldig sammenhæng. Men det er ikke første gang, videnskaben har observeret, at sukker og hårtab følges ad.
Allerede i år 2000 opdagede finske forskere, at folk med højt blodtryk, insulin-resistens og fedme, havde en større tilbøjelighed til at være skaldede. Der er flere mekanismer, som kan tænkes at være involveret, for eksempel at et højt sukkerindtag kan virke inflammatorisk og resultere i, at kroppen ikke kan producere nok af de hormoner, som er nødvendige for sund og normal hårvækst.
Læs også: Hvor ofte bliver Jorden ramt af meteorer?
At passe på hårpragten skal dog ikke være det eneste motiv for at begrænse sit sukkerforbrug.
Et stort dagligt indtag af raffineret sukker og letomsættelige kulhydrater er nemlig skadeligt for mange andre ting. Det kan eksempelvis bevirke, at kroppen reagerer dårligere og dårligere på den insulin, som bugspytkirtlen producerer.
Resultatet kan blive insulin-resistens og i værste fald type 2 diabetes. Desuden kæder forskere et højt dagligt sukkerindtag sammen med fedme og en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme.
Mere viden: De vilde Mars-planer: Enkeltbillet til helvede?
--------- SPLIT ELEMENT ---------