Forskere mundhugges: Nyt 'organ' er måske det største i din krop

Et nyt forskningsprojekt har fundet menneskets største organ; I hvert fald hvis man skal tro dem, der har lavet forsøget. Der er dog eksperter, som ikke mener, at det er et organ

Ifølge et hold forskere er huden ikke længere det største organ i menneskekroppen.

Det skulle derimod være et nyt slags væv kaldet interstitielt væv fyldt med interstitiel væske. Forskerne er dog ikke enige, om hvorvidt man rent faktisk kan kalde det nye fund for et organ, skriver CNN.

Niels Marcussen, der er ledende overlæge ved Odense Universitetshospital og professor i patologi, er ikke overbevist om det nye funds 'organ-status'.

- Interstitialt betyder, at det er noget væv, der er imellem andet væv. Et organ er noget, der er afgrænset på en eller anden måde. Her har vi noget, som er i hele i kroppen, så at kalde det et organ er nok at tage munden for fuld, siger professoren.

Doktor Neil Theise, der er professor i patologi ved NYU Langone Health i New York og en af hovedmændene bag forsøget, holder dog fast i, at den nye opdagelse er et organ.

- Til at starte med troede vi, at det bare var noget interessant væv. Men hvis man kigger på, hvad der egentlig skal til, for at man kalder noget et organ - at det er et væv med en enkel struktur, eller det er et væv med et enkelt formål -  vil jeg sige, at denne her opdagelse opfylder begge kriterier, siger professoren.

Ny komponent eller nyt organ?
Der er som sagt flere forskere, som ikke deler Neil Theises opfattelse af den nye opdagelse. Doktor Michael Nathanson, der er professor i cellebiologi ved Yale University, er også en af dem.

- Jeg ser det mere, som hvis man opdagede blodceller. Det er noget, der indgår i alle organer, men ikke er et organ i sig selv. Men det er stadig et spændende fund. Det har kapaciteten til at ændre måden, vi forstår kroppen på, siger Nathanson.

Det interstitiale væv har, uanset om det er et organ eller ej, betydning for, hvordan vi behandler sygdomme. Det nye forskningsprojekt peger i retning af, at vævet spiller en rolle i, hvordan cancerceller spreder sig rundt i kroppen.

Det er Niels Marcussen enig i, men tager dog stadig nogle forbehold.

- Jeg synes egentlig det er spændende resultater, de har fået, som man bare skal være forsigtig med ikke at overfortolke. Men jeg synes helt klart, det kan betale sig at kigge videre i det, siger overlægen.

Den nye opdagelse kan betyde, at man måske kan diagnosticere kræft ved at tage prøver fra vævet. Alle forskere er enige om, at det er værd at undersøge de nye opdagelser nærmere, organ eller ej.

Ifølge Niels Marcussen vil det dog tage i hvert fald et til to år og måske helt op mod fem år, før forskningen rent faktisk kan bruges i dagligdagen.

Michael Bublé og Luisana Lopilato skal være forældre til deres tredje barn. Foto: AP/Darryl Dyck Intl. kendte Efter søns kræftsygdom: Verdensstjerne skal være far igen

Laura Harris blev behandlet med kemoterapi mod sin tarmkræft. Det påvirkede hendes hud således, som det kan ses på billedet. (Foto: Ritzau/Scanpix) Samfund Laura viede sit liv til kræftpatienter: Nu er hun selv ramt af kræft