Forskere optager bevægelse omkring sort hul

En ny animation viser, hvordan gasserne omkring det sorte hul i galaksen M87 er på slingrekurs

Sidste år modtog vi det berømte billede af det supermassive sorte hul i centret af kæmpegalaksen M87, der befinder sig omkring 53 millioner lysår borte.  Det var første gang, at det var lykkedes at tage et billede af et sort hul.

Nu er der kommet et efterspil, der viser os noget mere om det sorte hul i M87. Det skriver Videnskab.dk.

Forskere tilknyttet Event Horizon Teleskoperne har for nylig frigivet en række billeder optaget i perioden 2009 -2017, der afslører, at gasserne omkring det sorte hul har ændret sig selv i denne korte periode.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvordan opleves det at blive slugt af et sort hul?

Et hurtigt blik hen over den nye billedserie viser, at der er en tydelig bevægelse gennem årene af et lysende hvidt område af ringen omkring det sorte hul.

Det sorte hul indfanger med sit stærke tyngdefelt store mængder af gas, som hvirvles ind i bane om hullet og accelereres til store hastigheder.

Til sidst når gassen frem til begivenhedshorisonten, hvor den forsvinder for evigt i det sorte hul.

Før gassen forsvinder helt i denne spiralbevægelse, er den opvarmet til så høje temperaturer, at den udsender en stærk røntgenstråling, som vi på billederne kan følge som de mest lysende områder langs ringen.

Og bevægelsen viser forskerne, at gasmasserne så at sige er på slingrekurs omkring det sorte hul.

Læs mere på Videnskab.dk: Astronomisk ’snemand’ understøtter teori om planeternes dannelse

Så hvad kan vi vente os i fremtiden fra EHT?

En oplagt mulighed er et kik på Mælkevejens centrale sorte hul. Det er ganske vist en del mindre end M87’s Sorte hul. Til gengæld er afstanden til Mælkevejens centrum kun 27.000 lysår.

Og lederen af EHT-holdet, Harvard astronomen Step Doeleman, siger da også, at M87-billedet kun er begyndelsen.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Forskere har muligvis fundet det første ’lille’ sorte hul

Er Betelgeuse på vej til at blive supernova?

Hvordan kan liv i rummet se ud?