Fra drengedrøm til virkelighed: Andreas er Danmarks første astronaut

2. september bliver Andreas Mogensen sendt ud i rummet, hvor han skal besøge og foretage forsøg på Den Internationale Rumstation

'Jeg vil være astronaut, når jeg bliver voksen'. Den drøm har kredset i mange børns hoveder, og det gjorde den også hos Andreas Mogensen. I dag er drømmen virkelighed, og 2. september bliver han sendt ud i rummet (Foto via Andreas Mogensen)
'Jeg vil være astronaut, når jeg bliver voksen'. Den drøm har kredset i mange børns hoveder, og det gjorde den også hos Andreas Mogensen. I dag er drømmen virkelighed, og 2. september bliver han sendt ud i rummet (Foto via Andreas Mogensen)

- Okay, Andreas, jeg kommer til at stille en masse dumme spørgsmål i det her interview.

- Det er helt okay, du spørger bare løs, siger den venlige stemme i den anden ende af røret fra Rusland.

Manden i telefonen er Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen. Om få uger, 2. september, går hans drengedrøm i opfyldelse. Når det store nedtællingsur i Baikonur i Kasakhstan den dag begynder, vil det nemlig tælle sekunderne ned til, at Andreas Mogensen for første gang bliver sendt ud i rummet.

- Det er drengedrømmen om at blive skudt af sted og være vægtløs, som jeg glæder mig mest til. Og så selvfølgelig at få lov at sidde og kigge ud af rumstationens vindue mod jorden og se vores smukke, blå planet. Det må være fantastisk, siger 38-årige Andreas Mogensen.

Andreas Mogensen forklarer, at man ikke skal være i ekstremt god form for at være astronaut. Man skal være i god form og sund og rask (Foto: Maja Giannoccaro via Andreas Mogensen)
Andreas Mogensen forklarer, at man ikke skal være i ekstremt god form for at være astronaut. Man skal være i god form og sund og rask (Foto: Maja Giannoccaro via Andreas Mogensen)

Undersøgt fra top til tå
Siden 2009 har Andreas Mogensen været tilknyttet Den Europæiske Rumorganisation. Her blev han uddannet astronaut og arbejdede, inden han i sommeren 2013 fik tilbuddet om at blive sendt til Den Internationale Rumstation i september i år.

- Vi skal udskifte et fartøj på rumstationen, så nogle af de astronauter, der allerede er der, kan komme hjem igen næste år. Jeg skal være der i ti dage, og jeg har et meget stramt program med forskellige forsøg, jeg skal foretage om bord, siger astronauten. 

- Ja, for det er noget med, at du faktisk også selv er en del af forskningen ikke?

- Jo, et af de største fokusområder, vi har i forskning, handler om, hvad der sker med astronauters kroppe, når de er i rummet. Jeg har fået scannet min hjerne, mine knogler og mine muskler. Når jeg kommer hjem, skal jeg scannes igen, og på den måde kan man blive meget klogere på, hvad der sker, når et menneske er vægtløs. Det kan blandt andet bruges til at blive klogere på sengeliggende patienter på jorden, siger Andreas Mogensen.

- Så man kan godt sige, at missionen er meget mere end at blive klogere på rummet?

- Ja, helt bestemt. Vi har også haft kræftceller ude i rummet, for at forstå, hvordan de ændrer adfærd. Der er rigtig spændende forskning i det. Vi kan forhåbentlig også bruge scanningerne af mig til bedre at forstå, hvad der sker i hjernen, når man lærer noget. På den måde kan vi også blive klogere på hjerneskader, siger Andreas Mogensen.

Andreas Mogensen blev efter en udvælgelsesproces på et år valgt som en af seks kommende astronauter i 2009. Der var næsten 9000 ansøgere til de få pladser.
Andreas Mogensen blev efter en udvælgelsesproces på et år valgt som en af seks kommende astronauter i 2009. Der var næsten 9000 ansøgere til de få pladser.

En ko på brystet
Andreas Mogensen frygter dog ikke ændringerne, som kommer til at ske med hans krop.

- Det er for det meste ikke noget, der kommer til at give varige mén. Jeg kommer også til at gennemføre et genoptræningsprogram, når jeg kommer hjem. Men det er selvfølgelig en beslutning at tage, og jeg mener, at det gavn, vi får ud af at sende mennesker i rummet, opvejer de negative aspekter af det, siger astronauten.

- Sådan en mission her kan jo godt være farlig. Er der noget, du frygter?

- Jeg er bange for at komme til at skuffe. Om jeg kan leve op til de forventninger, der er til mig. Jeg frygter at begå en fejl, for det er rigtig mange års træning, som pludselig skal falde på plads på opsendelsesdagen, siger Andreas Mogensen. 

Han og de to andre astronauter, som sendes ud 2. september, har gennemgået og bestået alle eksaminer op til opsendelsen. Den ene af de to andre har været i rummet to gange før. 

- Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan det føles at blive skudt af sted. Så måske kan jeg også blive nervøs, ligesom når man sidder i et fly, og der kommer turbolens. Så kan man også tænke 'hvad var det, og hvad betyder det'.

- Hvordan føles det at blive udsat for så meget g-kraft, som I gør?

- Her i Rusland har vi en centrifuge, hvor vi bliver snurret rundt. Så kan vi få en fornemmelse af nogle af de g-kræfter, vi bliver udsat for under opsendelsen og landingen. Hvis vi skal lave en nødlanding, kan vi blive udsat for ni g. Det svarer til, at en ko sætter sig på brystet af dig, siger Andreas Mogensen.

Andreas Mogensen har trænet i to år målrettet den kommende mission. Han har en specialsyet dragt på, som forhindrer, at hans krop vokser mere end seks centimeter ude i rummet.
Andreas Mogensen har trænet i to år målrettet den kommende mission. Han har en specialsyet dragt på, som forhindrer, at hans krop vokser mere end seks centimeter ude i rummet.
 

Farvel gennem glasrude
Mens Andreas Mogensen frygter at lave en fejl, er de bange anelser nogle helt andre hos hans familie.

- Min mor har altid sagt, at hun under ingen omstændigheder ville tillade mig at blive sendt ud i rummet. Om hun så skulle stå foran raketten for at stoppe den, siger Andreas Mogensen. 

Familien kan dog godt forstå, at sønnen glæder sig. 

- Det kan godt være, de ikke har troet på, at det nogensinde ville blive til noget, men nu kan de godt se, at det er stort, og de er selvfølgelig stolte over, hvor langt jeg er kommet, siger Andreas Mogensen. 

De sidste to uger inden opsendelsen er Andreas Mogensen og de andre astronauter i karantæne for ikke at blive syge. 

- Så jeg siger farvel og på gensyn med mine venner og familie gennem en glasrude. Og så må jeg se, om min mor stiller sig i vejen for raketten, griner astronauten.