Han havde ret: Hawkings teori om sorte huller bekræftet

Nye målinger har med høj sandsynlighed bekræftet fysikeren Stephen Hawkings teori fra 1971.

I 2016 spåede begejstrede forskere, at opdagelsen af tyngdebølger ville bringe os et stort skridt tættere på at besvare nogle af universets helt fundamentale spørgsmål:

'Ved at studere tyngdebølgerne kan vi måske endelig finde frem til, hvorfor den generelle relativitetsteori bryder sammen,' fortalte astrofysiker Ulrich Sperhake dengang til Videnskab.dk.

'Vi ved, at en mere komplet teori af tyngdekraften skal inkludere kvantemekanikken og de fænomener, der finder sted på et atomart plan.' 

De selvsamme tyngdebølgemålinger bliver nu brugt til at bekræfte en af Stephen Hawkings mangeårige teorier om sorte huller, der hvor striden mellem kvantemekanikken og den almene relativitetsteori måske er tydeligst: Netop, at det er umuligt for overfladen på et sort hul af blive mindre over tid.

Det skriver Live Science ifølge Videnskab.dk.

Denne kendsgerning flugter med Albert Einsteins generelle relativitetsteori, som lagde grundlaget for Stephen Hawkings egen teori fra 1971, og som fortæller os, at fordi et sort huls tiltrækningskraft er så stort, at intet kan undslippe, kan det sorte hul nødvendigvis kun blive større, aldrig mindre.

Læs mere på Videnskab.dk: Sort hul slynger stjerne ud af Mælkevejen med 1.700 km/s

Det bekræftede astrofysikerne bag det nye studie ved at studere de tyngdebølger, som for 1,3 milliarder år siden blev frigivet i kollisionen og den efterfølgende sammensmeltning af to gigantiske sorte huller.

Ved at opdele tyngdebølgemålinger i to grupper—før og efter sammensmeltningen—kunne forskerne udregne masse og omdrejningerne, og dermed overfladearealerne, på både de to oprindelige sorte huller og det nye forenede sorte hul.

Det nye sorte hul havde, som spået, et overfladeareal, der var større end de to forrige tilsammen, og bekræfter Stephen Hawkings teori med 95 procents sikkerhed, skriver Live Science.

»Det er ligesom, hvis man slår til en klokke, så kan den specifikke tonehøjde og varighed, klokken ringer med, fortælle dig om dens struktur, og hvad den er lavet af,« fortæller astrofysiker Maximiliano Isi til Live Science ifølge Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Rekordstor eksplosion fra et sort hul observeret i fjern galakse

Når vi introducerer kvantemekanik, får vi dog et andet billede. For ifølge en anden af Stephen Hawkings berømte teorier vil sorte huller over tid langsomt ‘fordampe’ energi gennem radioaktiv stråling, også kaldet hawkingstråling, og dermed blive mindre.

Fordampningen sker over så lang tid, at det ville svare til flere af universets levealdre og lader derfor ikke til at bryde med Stephen Hawkings ‘overfladelov’ på kort sigt, men i sidste ende er den en konflikt, forskerne håber at løse.

'Jeg er besat af disse objekter (sorte huller, red.) fordi de er så paradoksale. De er ekstremt mystiske og selvmodsigende, men samtidig er de også de simpleste objekter, der findes,' uddyber Maximiliano Isi, overfor Live Science, skriver Videnskab.dk.

'Dét, og så det faktum, at sorte huller er der, hvor tyngdekraften møder kvantemekanik, hvilket gør dem til den perfekte tumleplads for vores forståelse af virkeligheden.'

Studiet blev udgivet i tidsskriftet Physical Review Letters.

Andre artikler på Videnskab.dk

Hvad er tyngdebølger?

Mystisk signal fra rummet gentages hver 16. dag

Hvad sker der, hvis man affyrer en pistol i rummet