Helt vildt! Havsnegl halshugger sig selv og gendanner kroppen bagefter

Den hovedløse havsnegl forsøger måske at slippe af med parasitter

Sneglens hoved (tv.) kravler rundt efter at have skilt sig fra kroppen (th.). Foto: Sayaka Mitoh
Sneglens hoved (tv.) kravler rundt efter at have skilt sig fra kroppen (th.). Foto: Sayaka Mitoh

Salamandere og firben kan noget særligt.

Hvis de mister en legemsdel, er de i stand til at få den til at gro ud igen.

Ifølge et nyt studie tager en særlig art af havsnegle evnen til at regenerere sig selv til et helt nyt niveau.

Det skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

De to arter Elysia cf. marginate og E. atroviridis, kan adskille deres eget hoved fra resten af kroppen og danne en helt ny krop fra halsen og ned, med alt fra hjerte til lever.

Læs mere på Videnskab.dk: Dør man øjeblikkeligt ved halshugning?

Man ved endnu ikke, hvorfor dyrene har udviklet denne evne, men forskerne bag studiet, biologerne Sayaka Mitoh og Yoichi Yusa fra Nara Women’s University i Japan, spekulerer i, at havsneglene gør det for at komme af med parasitter.

De havsnegle, der halshuggede sig selv, var i det nye studie i hvert fald alle inficerede med parasitter, hvorimod snegle uden parasitter ikke gjorde brug af metoden, skriver Science Alert ifølge Videnskab.dk.

Opdagelsen af sneglens vilde evne var helt tilfældig. Yoichi Yusa studerede havsneglene i et laboratorie, da hun en dag opdagede, at en af sneglene havde smidt hele kroppen, og hovedet bevægede sig rundt helt selv.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvorfor kommer sneglene frem, når det regner?

- Vi var overraskede over at se, at hovedet stadig kunne bevæge sig, selv efter resten af kroppen var blevet adskilt fra hovedet. Vi troede, den ville dø uden hjerte og andre vitale organer, men vi blev overrasket endnu en gang, da den kunne genskabe hele sin krop, siger Sayaka Mitoh i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.

Forskerne kunne efterfølgende observere, at hovedet begyndte at indtage alger et par timer efter kropsadskillelsen. Efter en uge var hjertet genskabt, og blot tre uger senere var hele kroppen tilbage.

Det er dog kun unge havsnegle, der gør dette. Ældre havsnegle kunne klare sig med hovedet adskilt fra kroppen i 10 dage, men herefter døde de.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Nyt materiale kan gendanne kroppens ødelagte væv

Hvorfor skifter vi tænder?

Vild forsvarsmekanisme: Snegl fanger rovdyr i 'superlim' i flere dage