I 2020 boede der 6,8 millioner huskatte i Polen.
Måske er det derfor, at klassificering nummer 1.787 i det polske register over invasive arter har vakt røre
Det Polske Akademi for Videnskab, der er drevet af den polske stat, har nemlig klassificeret den almindelige tamkat (Felis catus) som en fremmed, invasiv art.
Det skriver AP ifølge Videnskab.dk.
Retfærdiggørelsen ligger i kattens effekt på naturen omkring dem - især på fugle. Ifølge Wojciech Solarz, den statsansatte biolog bag den kontroversielle beslutning, slår polske tamkatte hele 140 millioner fugle ihjel hvert år.
Beslutningen har dog ført til heftig kritik fra katteelskere i hele landet, der mener, at den faldende biodiversitet på ingen måde alene skyldes vores pelsede, spindende kompagnoner.
Læs mere på Videnskab.dk: Forsker: 'Der er god grund til at skyde katte'
Solarz mener dog stadig, at katten '100 procent lever op til' kravene for at kunne betegnes som en fremmed, invasiv art, skriver Videnskab.dk.
Men hvad med fremmeddelen af klassificeringen?
Her bliver det en smule mere langhåret. Akademiet påpeger, at katten blev domesticeret i Mellemøsten for omtrent 10.000 år siden og dermed teknisk set ikke hører hjemme i Europa
Akademiet har dog meldt ud, at de på ingen måde opfordrer til mishandling eller masseaflivning af katte - klassificeringen er blot en bøn om, at man lukker sin kat lidt mindre ud under fugleungesæsonen, lyder det.
Nu bliver det spændende at se, om ejerne af de 6,8 millioner katte, der nu hører til klassificering nummer 1.787, er klar til at lytte efter den omgang.
Andre artikler på Videnskab.dk:
Hvorfor får nogle mennesker angst af kaffe?
Græder du, når du ser film? Det kan være et tegn på følelsesmæssig styrke