For første gang nogensinde har Nationalmuseet haft mulighed for at få skannet tre af de egyptiske mumier, de har liggende i deres store samling.
Det skete torsdag den 6. april hos Antropologisk Laboratorium på Københavns Universitets Retsmedicinske Institut, skriver Videnskab.dk.
En CT-skanning kan blandt andet afsløre den afdødes køn og alder, og det er første gang, man får mulighed for at ’kigge ind’ i to af de tre mumier. Den tredje er tidligere blevet røntgenfotograferet, men en CT-skanning giver langt mere detaljerede billeder.
Læs mere på Videnskab.dk, hvor du også kan se en video fra skanningerne af de tre mumier
En mumieundersøgelse var hård i gamle dage
Man vidste på forhånd, at den ene af de to børnemumier med sikkerhed indeholdt et barneskelet og altså ikke var tom, sådan som mange mumier viser sig at være. Men da den 88 centimeter lange mumie kom ind i skanneren, fremgik det tydeligt, at der var meget mere til historien.
Barnet lå rigtignok med armene over kors, som røntgen havde vist, men den øverste del af barnets krop så derudover ud til at være knust. Barnets hjerne er desuden blevet taget ud under balsamering.
- Måske er det gjort med tanke på, hvor lang tid der kunne gå mellem dødstidspunktet og den færdige balsamering. Når man balsamerede, fjernede man alle indre organer, alle væsker og alt, der kunne fremme forrådnelse. Den græske historiker Herodot fortæller, at processen ifølge egypterne selv kunne tage omkring 70 dage, forklarer egyptolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet Anne Haslund Hansen.
Skanningen tydede desuden på, at nogen tidligere har brudt barnemumien op og forsøgt at undersøge den fra bagsiden. Fra mumiens ydre fremtoning fremgår det da også klart, at den i hvert fald ved én lejlighed er blevet lappet.
Læs mere på Videnskab.dk: Hvordan laver jeg en mumie?
- Et spørgsmål, der opstår nu, er, i hvor høj grad mumiens ydre i virkeligheden er en rekonstruktion. En mumieundersøgelse i gamle dage – den var hård, siger Anne Haslund Hansen.
Tom mumie
Den anden mumie i skanneren var en ibisfugl på 47 centimeter. Her viste der sig i hvert fald delvist at være tale om en rekonstruktion, idet både hovedet og den nederste del var ren fabrikation. Man fandt også to knogler, som mindede om noget fra en større fugl end ibisfuglen.
Endelig skannede man endnu en barnemumie. Den slags er sjældne, og på forhånd mente forskerne, at der ville være tale om en sensation, hvis der rent faktisk var en nyfødt inde i mumien, sådan som det udadtil lignede. Den 35 centimeter lange mumie viste sig da også at være fuldstændig tom.
- P.t. kører et projekt i Vatikanet, hvor de efterspørger de her tomme mumier for at finde ud af, hvad det egentlig går ud på. Er det hele ’moderne’ souvenirs, eller er der måske nogle, der kan være fra oldtiden? Er der en systematik i måden, de er fabrikerede på? Hvis ikke de er gamle, hvilket jeg ikke tror denne her er, er det er jo stadig meget interessant i forhold til turistmarkedet på den tid, siger Anne Haslund Hansen.
Læs mere på Videnskab.dk: Tyrefedt, flagermuseblod og firbenslort var lægemidler i det gamle Egypten
Efter skanningen af de tre mumier mente hun, at dagen havde været en succes.
- Jeg synes, det har været en rigtig god dag, for nu kan jeg gå hjem med helt ny viden om mine genstande. Jeg er rigtig glad for at blive klogere på især barnemumien, fordi den har været i kongens kunstkammer i så mange år og sagt goddag til så utrolig mange mennesker, som har ladet sig forundre over det her old-egyptiske fund, siger hun.
På sigt håber forskerne at kunne få lov til at skanne endnu flere, hvis ikke alle, mumierne fra Nationalmuseets samling. I første omgang har de fået et hav af nye informationer at arbejde videre med fremadrettet.
Andre artikler på Videnskab.dk:
Hunde i barndomshjemmet kan beskytte mod allergi og overvægt
Matematikkuren: App fra forsker klar efter ’skør’ mediedækning
Kalorietal for kannibaler: Ikke særlig mættende at spise mennesker