Koranen blev skrevet på profeten Muhammeds tid

Kulstof-14-datering viser, at en af de ældste udgaver af koranen formentlig blev skrevet kort efter profeten Muhammeds død

Arkivfoto: AP
Arkivfoto: AP

For verdens cirka 1,6 milliard muslimer er det næppe noget nyt, at koranen er en tekst fra det 7. århundrede, formidlet af islams grundlægger, profeten Muhammed.

Men i den akademiske verden har det været svært at finde beviser for, hvornår koranen blev skrevet.

Forskere i islamstudier har ikke hidtil fundet tegn på, at koranen stammer fra islams begyndende æra i det 7. århundrede, og det har ført til ophidsede debatter, hvor en håndfuld forskere i stedet har ment, at bogen først blev skrevet i midten af det 8. århundrede, hvor det såkaldte ‘abbasid-dynasti’ begyndte at rationalisere og udvide den muslimske religion.

Nu er der til gengæld dukket nye beviser op, som peger på, at koranen rent faktisk stammer fra profeten Muhammeds tid i det 7. århundrede. Sider fra et koranmanuskript fundet på et engelsk universitet i Birmingham viser sig nemlig at stamme fra et sted mellem år 568 og 645 - altså i den periode, hvor profeten levede, skriver Videnskab.dk.

-Kulstof-14-dateringen har givet et spændende resultat, som bidrager væsentligt til vores forståelse af de tidligste kopier af koranen, siger Susan Worrall, der er direktør for de samlingen på University of Birmingham, til Livescience.

Se video af det ældgamle koranmanuskript på Videnskab.dk

Profeten Muhammed menes at have levet mellem år 570 og 632, og de ‘nye’ koransider stammer ifølge kulstof-dateringen - der er mere end 95 procent sikker - fra en periode, der overlapper med profetens liv.

Ifølge den muslimske tradition fik Muhammed de åbenbaringer, som blev til koranen, mellem år 610-632, i den sidste del af hans liv, men de blev dog ikke skrevet ned på dette tidspunkt.

-I stedet blev de gemt i minderne, siger David Thomas og Nadir Dinshaw, der begge er religiøse professorer ved Birmingham University, til Livescience.

Pergamentet, som teksten er skrevet på, stammer sandsynligvis fra skindet på et dyr, og dateringen fortæller, at dyret levede samtidig med eller lige efter profeten Muhammeds død. Derfor mener forskerne også, at teksten kan være skrevet kort efter Muhammeds tid.

-Det betyder, at de dele af koranen, som er skrevet på disse sider, kan med en vis grad af sikkerhed, dateres til mindre end to årtier efter Muhammeds død, siger Thomas og Dinshaw til Livescience.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Afbildede kaliffen selv Muhammed på mønter?

Se de seks gådefulde spor i Danmark, som arkæologer ikke kan forklare

Hvorfor må man ikke sige neger?

173 kommentarer
Vis kommentarer