Mysteriet om et foster fundet i dansk biskops kiste er muligvis løst

DNA-analyser viser, at det 400 år gamle foster er familie med biskoppen. Det svarer dog ikke på, hvorfor barnet skulle gemmes væk under biskoppen

Det lille foster afslørede sig først for forskerne under en røntgenfotografering af biskoppen i kisten. Det var nemlig gemt godt af vejen under biskoppens madras. (Foto: Gunnar Menander)
Det lille foster afslørede sig først for forskerne under en røntgenfotografering af biskoppen i kisten. Det var nemlig gemt godt af vejen under biskoppens madras. (Foto: Gunnar Menander)

Da den dansk-svenske biskop Peder Winstrups kiste blev åbnet af historikere ved Lunds universitet i 2014, troede de ikke deres egne øjne.

'Inde i kisten lå en gammel mand, der så ud, som om han sov. Bevaringen var overrumplende,' sagde Per Karsten, der er museumsdirektør ved Lunds Universitets Historiske Museum dengang i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.

Du kan læse mere og se flere billeder på Videnskab.dk

Under låget lå en askegrå Winstrup og lignede umiskendeligt den mand, der blev stillet væk i Winstrup-familiekrypten under Lunds Domkirke i 1679.

Siden har biskoppen, der i dag kaldes for et af Europas mest velbevarede renæssancelig, givet os en unik indsigt i, hvordan livet tog sig ud for de rigeste i den skandinaviske top for næsten 400 år siden.

Men med i kisten var også et lille, hjerteskærende mysterium.

Gemt væk under den mægtige mands madras lå et 5-6 måneder gammelt foster svøbt i et hvidt klæde. Et drengebarn.

Siden har forskerne kun kunnet gisne om den hverdagstragedie, der anbragte den lille der. 

- Man ved fra andre grave, at det ikke er ualmindeligt, at fostre eller små børn kom med i kisterne, typisk med deres forældre. Men det er overraskende, at det er en gammel en biskop, der deler kiste med et foster, siger Morten Fink-Jensen til Videnskab.dk.

Han er lektor i universitets- og videnskabshistorie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og har på Videnskab.dk's foranledning læst et nyt studie, der er en afgørende brik i mysteriet.

Læs mere på Videnskab.dk: Dødehavsrullerne: Arkæologer finder den 12. hule

Ved hjælp af en såkaldt arkæogenetisk analyse af DNA'et fra de gamle lig er der skabt et link mellem barnet og biskoppen, som, man tidligere mente, ikke havde en relation til hinanden, skriver forskerne bag studiet, der er udgivet i Journal of Archaeological Science: Reports ifølge Videnskab.dk.

Resultatet viste, at der var tale om en dreng, som biskoppen delte 25 procent af sin genetik med - et slægtskab i anden grad. Et link mellem Y-kromosoner bekræfter tilmed, at der er tale om et barn, der var knyttet til biskoppen på en fædrene side.

Dermed er der enten tale om en bedstefar/barnebarn, onkel/nevø, halvsøskende eller dobbeltnevøer (når man er nevøer fra to forskellige grene af en slægt på én gang).

Læs mere på Videnskab.dk: Arkæologer gør opsigtvækkende fund: Teenage-mumie var overdækket med fine smykker

Relationen mellem biskoppen og barnet må forskerne slutte sig til gennem den historiske viden om Winstrup-slægten.

'Det er muligt, at den dødfødte dreng var Peder Pedersen Winstrups søn, og det ville gøre biskoppen til drengens bedstefar,' siger lektor Maja Krzewinska fra Stockholm Universitet ifølge en pressemeddelelse fra Lund Universitet.

Biskoppens søn interesserede sig ikke som sin far og bedstefar for teologi, men var dybt optaget af befæstninger. Han mistede sin fars ejendomme og levede formodentlig af slægtninges almisser. 

Da sønnen døde, gjorde Winstruppernes mandlige slægtslinje det også.

Peder Pedersen Winstrup må dermed have været en skuffelse for faren, hvilket kan gøre barnebarnet i kisten til en form for bodsgang. 

- Måske var barnet en måde at sige undskyld på. Der var i det mindste en søn og arving, omend en dødfødt én, skønner forskerne i pressemeddelelsen ifølge Videnskab.dk.

 

Andre artikler fra Videnskab.dk

Massegrav fundet i Aalborg: Ofrene led en voldsom død

Forskere har måske fundet 'det farligste sted i Jordens historie'

Fuglenes stamtræ er stadig et kæmpe mysterium