NASA vil sende babyblæksprutter og bjørnedyr til rumstationen

5.000 bjørnedyr og 128 babyblæksprutter skal snart på rumrejse

Besætningen på den Internationale Rumstation (ISS) får i næste uge en lidt usædvanlig forsendelse.

NASA vil nemlig opsende hele 5.000 bjørnedyr og 128 selvlysende, tiarmede blæksprutter af arten Euprymna scolopes, som skal bruges til studier på rumstationen, så vi kan blive klogere på de forskellige langtidseffekter ved at være i rummet.

Det skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

De små, buttede bjørnedyr er, som de fleste måske efterhånden ved, ekstremt svære at slå ihjel, når de er i deres særlige dvaletilstand, og dyrene har tidligere været sendt i rummet, hvor de ikke blot overlevede, men tilmed formerede sig.

Læs mere på Videnskab.dk: WAUUW! Se NASA’s fascinerende nye billeder af Jupiter

- Nogle af de ting, tardigrader (bjørnedyr, red.) kan overleve, er at blive udtørret, nedfrosset og blive varmet op til over vands kogepunkt. De kan overleve flere tusinde gange mere stråling, end vi kan, og kan klare sig i dage eller uger med lidt eller ingen ilt, fortæller en af forskerne bag eksperimentet, molekylærbiolog Thomas Boothby fra University of Wyoming, til ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

Forskerne vil se på, hvordan bjørnedyrene på et molekylært niveau forandres og tilpasser sig livet i rummet, hvilket forhåbentlig kan bruges til at beskytte astronauters helbred på fremtidige missioner.

De små, søde, selvlysende blæksprutter derimod, er del af et andet studie.

Blækspruttens bioluminescensens skabes af et særligt organ i dens krop, hvor der bor nogle lysfremstillende bakterier, som giver blæksprutten dens glød. Blæksprutterne fødes ikke med disse bakterier, men erhverver dem gennem livet.

Læs mere på Videnskab.dk: Test dig selv: Har du hjernen til at blive astronaut?

Det er sådanne symbiotiske forhold mellem bakterier og værtsorganismer, forskerne gerne vil forstå.

- Dyr, inklusive mennesker, er afhængige af vores mikrober til at vedligeholde et sundt fordøjelses- og immunsystem, forklarer mikrobiolog Jamie Foster fra University of Florida til ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

- Vi forstår ikke fuldt ud, hvordan rumfart påvirker disse gavnlige samspil, siger Jamie Foster, der er hovedforfatter på det nye studie.

Opsendelsen sker 3. juni klokken 19.30, hvor SpaceX, som del af deres samarbejde med NASA, sender forsyninger til ISS med deres Falcon 9-raket.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Iskoldt kvanteeksperiment på rumstationen er en 'teknologisk landvinding'

NASA deler ikoniske billeder af ‘Skabelsens søjler’

Forskere skyder bjørnedyr ud af kanon