Pas på: Tatoveringsblæk købt online kan være fyldt med skadelige stoffer

Forskerne fandt blandt andet arsen, bly og kviksølv i nogle af blækprøverne

Stol ikke på ingredienslisten, når du køber tatoveringsblæk fra en webshop.

I mange tilfælde er den forkert, og der er stor sandsynlighed for, at blækket indeholder skadelige stoffer, viser et nyt studie ifølge MedicalXpress.

Det skriver Videnskab.dk.

I studiet har forskere analyseret 73 blækprøver, som de bestilte online. De undersøgte, hvad prøverne indeholdt, og om indholdet stemte overens med det, der stod på ingredienslisten.

93 procent af prøverne opfyldte ikke europæiske regler om, hvilken oplysninger forbrugerne skal have om indholdet. Der manglede oplysninger om udløbsdato, partinummer, renhedsgrad samt kontaktoplysninger til producenten.

  • 61 procent af prøverne indeholdt uregistrerede, forbudte og skadelige stoffer.
  • Alle prøver indeholdt potentielt skadelige metaller som nikkel og krom.
  • 3 prøver indeholdt de skadelige stoffer arsen, bly og kviksølv.

De fleste prøver indeholdt noget andet end det, der stod på ingredienslisten.

»Studiet viser, at tatoveringsblæk burde kontrolleres bedre, og at forbrugerne burde være mere forsigtige, « siger Yolanda Hedberg, der er lektor i kemi på University of Western Ontario i Canada, til MedicalExpress, ifølge Videnskab.dk.

Ifølge forskerne bliver meget tatoveringsblæk solgt fra USA, hvor reglerne til, hvad blækket må indeholde, og hvad forbrugerne skal oplyses om, er meget slappere end i Europa.

 

Andre artikler på Videnskab.dk:

Forskeres svar på spørgsmål om tatoveringer

Er tatoveringer farlige?

Havde vikingerne tatoveringer?