Så galt går det, hvis vi alle tisser i havet

En dansk forsker giver svar på, om det ville gå ud over dyrelivet eller havets temperatur, hvis hele Jordens befolkning brugte havet som pissoir

Foto: Jesper Stormly
Foto: Jesper Stormly

Det er sommer, og selvom vejret mest lugter af efterår, så render vi alligevel til stranden.

Det betyder også, at nogle mennesker en gang imellem kommer til at tisse en lille smule i vandet, der hvor andre svømmer.

Det kan virke ganske uskyldigt, men hvad nu, hvis vi alle tissede i havet samtidig? Ville det skade dyrelivet, og ville det kunne hæve havets temperatur?

Sådan lyder udgangspunktet i en lidt ulækker artikel på Videnskab.dk.
 

I artiklen følger et længere regnestykker, der konkluderer, at alle mennesker på Jorden udleder omkring 10,5 milliarder liter tis på et døgn, hvilket svarer til 0,01 kubikkilometer tis.

Det ser måske ud af meget, men det blegner i forhold til havenes samlede mængde vand, der er på 1.300.000.000 kubikkilometer. Derfor vil tisset, hvis det bliver jævnt fordelt, blive fortyndet så meget, at det ikke vil påvirke temperaturen i oceanerne eller være giftigt for dyrene.

Læs også hos Videnskab.dk: Din urin afslører, hvad du spiser
 

Men det er ikke hele historien, forklarer Max Salomonsson, lektor i nyrernes fysiologi på Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet.

- I den sammenhæng må vi tage højde for Ficks diffusionslov. Den viser, at det tager lang tid for væsker at bevæge sig over lange afstande. Det betyder, at urinkoncentrationen nok ville være betydeligt højere i strandkanten, hvis alle stod og tissede der, fortæller Max Salomonsson.

Skulle alle mennesker finde på at tømme blæren for 1,5 liter urin samtidig, vil der unægtelig blive pladsmangel ved strandkanten. Ikke desto mindre ville det også betyde, at det kystnære vand ville have en meget høj koncentration af urin.

Det ville ifølge Max Salomonsson alligevel ikke være nok til at hæve temperaturen.

Læs også hos Videnskab.dk: Se spektakulært billede af Danmark - taget fra rummet
 

Spørgsmålet er så, om det er giftigt.

- Urin fra raske mennesker kan nok betragtes som ugiftigt. Der findes også nogle ekstreme alternative medicinske ideer om, at det er sundt at drikke urin, selvom der slet ikke er videnskabeligt belæg for at sige dette, siger Max Salomonsson.

Urin kan dog i nogle tilfælde være giftigt alligevel.

Høje koncentration af affaldsstoffer i urinen bliver blandt andet opbygget i kroppen hos folk med nyresvigt. Disse affaldsstoffer kan være giftige i for store koncentrationer - hvis de altså er inde i kroppen og ikke i havet.

Læs også hos Videnskab.dk: Forskers sexvideo set over 3 millioner gange

Urin fra alle mennesker i verden vil altså ikke opvarme havet eller slå alle dyr ihjel.

Alligevel kan den hypotetiske situation, hvor alle mennesker tisser i havet på samme tid, ifølge Max Salomonsson have nogle konsekvenser på længere sigt.

Urin er nemlig et rigtigt godt gødningsstof, der indeholder meget af næringsstofferne kvælstof, kalium og fosfor.

Derfor ville store mængder urin på samme sted i havet kunne lede til overgødning, hvilket kunne ændre på sammensætning af planter og dyr i området.

Et klassisk tegn på overgødning er blandt andet iltsvind og dertilhørende tab af bundliv som krabber og orme, mens alger har gode vækstbetingelser.

- Man kan også forestille sig, at forskellige lægemidler og hormoner fra blandt andet p-piller, der bliver udskilt med urinen, kunne måske lede til langsigtede problemer, hvis de var for koncentrerede i kystområderne, fortæller Max Salomonsson.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Hvorfor er tis gult?
 

Tag testen: Er du klog nok til universitetet?
 

62 kommentarer
Vis kommentarer