Satellitfotos afslører mystiske striber over russiske bjerge

Forskerne kan ikke blive enige om den rigtige forklaring

Satellitfotos viser mystiske striber og ringe i bjergene i den Sibiriske højslette, men efter mere end et år har NASA stadigvæk ikke fundet ud af årsagen. (Foto: Joshua Stevens/NASA Earth Observatory/U.S. Geological Survey/Polar Geospatial Center).
Satellitfotos viser mystiske striber og ringe i bjergene i den Sibiriske højslette, men efter mere end et år har NASA stadigvæk ikke fundet ud af årsagen. (Foto: Joshua Stevens/NASA Earth Observatory/U.S. Geological Survey/Polar Geospatial Center).

Satellitter over hovederne på os tager konstant nye fotos af vores planet for at blive klogere på Jordens landskaber, verdenshavene og generelle mønstre.

Det sker sjældent, at forskerne bliver overraskede over, hvad de ser, men i februar 2020 stødte et hold fra den amerikanske rumfartsorganisation NASA på et mystisk fotografi. Det skriver NASA Earth Observatory i en nyhedsopdatering ifølge Videnskab.dk, hvor du kan se flere af de besynderlige fotos.

Fotografiet viste sig at være taget af bjergene i den nordlige del af Den Midtsibiriske højslette. Højt oppe på de stejle bjerge kan man spotte striber, der går fra toppen til bunden af de høje tinder.

Men når man zoomer længere og længere ind på fotoet, begynder striberne pludselig at forsvinde.

Læs mere på Videnskab.dk: NASA deler ikoniske billeder af ‘Skabelsens søjler’

I mere end et år har NASA leget detektiver, men man har endnu ikke kunnet konkludere, hvad den egentlige forklaring er.

Det har ikke forhindret forskere med hver sin ekspertise i at komme med meget forskellige bud på årsagen:

Bjergområdet i Den Midtsibiriske højslette er dækket af permafrost 90 procent af året. Når det en sjælden gang tør op, kan der dannes cirkler og striber – også kendt som mønstret jord. Man har bare aldrig set det i så stort et omfang som i dette tilfælde.

Geologer og geomorfologer (beskæftiger sig med landsskabsformer, red.) har også budt ind med deres forklaringer.

Læs mere på Videnskab.dk: Forskere finder gigantisk og mystisk masse under kæmpe krater på Månen

Ifølge en række geologer er der tale om en form for ’lagkage-geologi’, hvor erosion er med til at skabe det stribede landskab.

Geomorfologer mener i stedet, at skiftevis tøvejr og frost skaber varierede lag i overfladen, der forårsager de forskellige striber.

NASA vil i den kommende tid se nærmere på mysteriet, når de får muligheden for at rejse til Den Midtsibiriske højslette igen.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Satellit tager utroligt billede af kæmpe is-krater på Mars

Geotermi: Danmark ligger ovenpå et skatkammer af vedvarende energi – men hvor meget af den kan vi udnytte?

Mystisk, stor cirkel af mammutknogler fundet i Rusland