Unikt fund: 1000 år gamle mønter fundet på mark

Nyt fund af mønter kan give ændre billedet af valutabrugen i Danmark

Blandt de fundne mønter er der blandt andet en variant, der er præget med navnet Harald Hen, der var konge fra 1074 til 1080. De er aldrig set før. (Foto: Nationalmuseet)
Blandt de fundne mønter er der blandt andet en variant, der er præget med navnet Harald Hen, der var konge fra 1074 til 1080. De er aldrig set før. (Foto: Nationalmuseet)

En unik samling af 31 mønter, som bliver betragtet som meget sjældne, er blevet fundet på en mark ved Egelev på Falster.

Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Og fundet af den næsten 1000 år gamle valuta skaber stor glæde hos forskerne på museet.

- Jeg er helt vildt begejstret. Det her fund er virkelig noget, der er med til at give os ny viden om tiden fra 1075 til starten af 1100-tallet, siger Jens Christian Moesgaard, der er seniorforsker og møntekspert hos Nationalmuseet.

Den fine samling af mønter blev fundet af tre forskellige amatørarkæologer ved hjælp af metaldetektorer.

Mønterne blev fundet på hver deres side af en lille vej, men de er formentlig blevet lagt ned samlet.

- Mønterne kan være blevet forstyrret og adskilt, da man anlagde vejen, men mere sandsynligt er de blevet ramt af ploven eller harven ved en tidligere lejlighed, siger Anders Rasmussen, der er arkæolog på Museum Lolland Falster.

Jyder hurtigere end sjællændere
Og hvad kan man så bruge sådan en samling gamle mønter, som næppe duer som betalingsmiddel i Netto, til?

Ifølge Nationalmuseet kan mønterne bidrage til at forstå datidens valuta, og at jyderne i hvert fald dengang var noget mere med på noderne end naboerne mod øst.

Baggrunden for det er, at man i midten af 1000-tallet begyndte at indføre danske mønter frem for udenlandsk valuta. Med til det nye valutasystem hørte en ordning, hvor valutaen blev udskiftet hvert femte år, hvor borgere skulle betale et gebyr til kongen på omkring 10-15 procent for at få udskiftet deres gamle mønter med den nye valuta.

Indtil for nylig var opfattelsen, at man skiftede til den nye valuta samtidig i hele landet, men det nye fund har ændret ved den opfattelse.

- Fundet består af i alt 31 mønter, og hele 16 af dem er fra Svend Estridsens tid, som var konge i Danmark fra 1047 til 1074. Det betyder, at mønterne var 15-20 år gamle på det tidspunkt, de blev lagt i jorden, siger Jens Christian Moesgaard og fortsætter:

- Derfor tyder det på, at møntudskiftningen gik langsommere på Sjælland og øerne end i Jylland, siger han.

Intet sikkert endnu
Det er kun anden gang, der bliver fundet mønter på Sjælland og øerne fra tidsperioden, og det tidligere fund fra 1730'erne har så ringe beskrivelser, at de dårligt kan bruges til noget.

Forskerne fra Nationalmuseet håber dog på, at der dukker endnu flere mønter op på Sjælland, så de på lidt mere sikker grund kan konkludere noget om valutaen i middelalderens Danmark.

De lokale på Lolland og Falster håber, at det nye fund kan bidrage til at gøre op med myten om, at området var et lidt kedeligt sted at opholde sig i middelalderen.

- Egelev-skatten indikerer, at der skete lige så meget her som andre steder på den tid, så den opfattelse skal helt klart ændres nu, siger Anders Rasmussen fra Museum Lolland Falster.

Det nye møntfund bliver en del af Nationalmuseets Danefæudstilling, som åbner 31. januar næste år.

11 kommentarer
Vis kommentarer